Endelig fik Lise svar på afdød mors bøn
Det Etiske Råd forholdt sig i dag til aktiv dødshjælp.
Da Lise Ramsgaards mor blev alvorligt syg, ville hun gerne hjælpes herfra med aktiv dødshjælp. Det blev dog aldrig aktuelt. Det er ulovligt i Danmark, og familien var desuden heller ikke interesseret i det.
Nu kæmper Lise alligevel for, at aktiv dødshjælp bliver lovligt i Danmark. Lise Ramsgaard er fra Dokkedal og er medstiller af et borgerforslag om legalisering af aktiv dødshjælp, som har fået over 50.000 underskrifter.
- Grundlæggende kæmper jeg for retten til selv at bestemme, fortæller hun.
På årets folkemøde åbnede Mette Frederiksen også op for, at det skal være lovligt i Danmark at modtage aktiv dødhjælp. De tusindvis af underskrifter til borgerforslaget betød, at Folketinget skulle tage stilling til det dilemmafyldte emne.
Stor opbakning fra befolkningen
I dag kom Det Etiske Råd så med deres anbefalinger på området, efter Folketingets Sundhedsudvalg havde bedt dem om at forholde sig til det. Et svar der ingenlunde er til at tage fejl af.
Aktiv dødshjælp skal forblive ulovligt herhjemme, lyder anbefalingen næsten enstemnigt. 16 medlemmer er imod, mens én er for.
- Beslutningen om at tilbyde dødshjælp er lige så alvorlig som beslutningen om at anmode om den, lyder det ifølge TV 2 fra Det Etiske Råd, som har skævet til andre lande, hvor det er lovligt, inden de vurderede, hvilken anbefaling de skulle komme med.
En kræftlæge, der arbejder på enheden for lindrende behandling på Aarhus Universitetshospital, og som har hjulpet tusinder af patienter i deres sidste tid udtaler til TV 2, at det er et absolut mindretal, der ønsker at ende livet.
I Europa er det dog blandt andet muligt at få aktiv dødshjælp i Belgien, Luxembourg, Holland og Spanien.
TV 2 har i sommeren 2023 lavet en meningsmåling, hvor hele tre ud af fire danskere tilkendegiver, at de mener, at uhelbredeligt syge skal have muligheden for at modtage aktiv dødshjælp.
Står fast
Det Etiske Råds anbefalinger rokker ikke ved Lise Ramsgaards holdning til emnet.
- Jeg er lydhør over for andre argumenter, men jeg tror ikke, at der er noget, der kan ændre på min holdning om, at det ville være en god idé at legalisere aktiv dødshjælp.
Hun gør det dog klart, at hun er glad for at bo i et demokrati, hvor et borgerforslag som det her tages seriøst af Folketinget.
Folketinget skal senere på året behandle borgerforslaget. Førstebehandlingen sker 10. november.
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, kan du kontakte Livslinien på 70 201 201, skrive til chatrådgivningen på livslinien.dk eller få mailrådgivning på skrivdet.dk.
Aktiv dødshjælp er ulovligt
I Danmark er aktiv dødshjælp ulovligt. Aktiv dødshjælp er en handling, som har til hensigt at afslutte et uhelbredeligt sygt menneskes liv med øjeblikkelig virkning.
Aktiv dødshjælp kaldes også eutanasi, der stammer fra græsk og betyder "god død".
Passiv dødshjælp er derimod tilladt i Danmark. Det betyder, at sundhedspersonale på en borgers ønske kan stoppe livsforlængende behandling. For eksempel ved at afbryde respiratorbehandling.
I Europa er det muligt at få aktiv dødshjælp i Belgien, Luxembourg, Holland og Spanien.
I Schweiz er aktiv dødshjælp ikke tilladt, men i stedet bruges hjælp til selvmord, også kaldet assisteret selvmord. Det er, når patienten selv tager sit eget liv, men får hjælp til det, for eksempel ved at en læge udskriver dødbringende medicin.