Byger og blæst: En uforudsigelig vejrdag venter

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Der bliver en dag, hvor der er plads til både regnjakke og solbriller.

Nogle dage kan det være svært at tage en beslutning, og sådan en dag har vejret i Nordjylland i dag.

En blæsende morgen med byger. Bliver man ramt, varer de heldigvis ikke længe, da vinden sørger for hurtig opklaring.

Vinden vil være frisk og til tider hård, særligt i Nordjylland, hvor den over vand kan nå op til kuglingstyrke.

Temperaturerne starter ved 12-13 grader og stiger til omkring 15 grader, men det kan føles køligere på grund af vinden.

Ud på eftermiddagen klarer vejret op med færre byger og mere plads til solen. Samtidig vil vinden aftage, så der bliver roligere forhold frem mod aftenen, hvor solen går ned omkring kl. 19.

Du kan se hele vejrudsigten her:


- Frygteligt ked af at komme til den erkendelse, siger Møllgaard om fremtiden

Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Når Henrik Møllgaards kontrakt udløber med Aalborg Håndbold i 2025, har han været professionel i 20 år.

Henrik Møllgaard ved godt, at håndboldkarrieren ikke varer evigt, selvom det er svært at erkende.

39-årige Møllgaard har endnu ikke været i aktion for Aalborg Håndbold i denne sæson, da en skade har gjort ham ukampdygtig.

Det har i stedet ført til en masse tid på sidelinjen og tribunen, og den tid har den rutinerede forsvarsklippe i stedet brugt på at tænke over tingenes tilstand.

Lige nu har jeg svært ved at vurdere, hvornår det giver mening at skifte bane

Henrik Møllgaard

Her han har måtte indse, at håndboldkarrieren på et tidspunkt får en ende.

- Jeg er frygteligt ked af at komme til den erkendelse, at jeg ikke kommer til at lave noget, der er sjovere, end det jeg gør nu. Jeg vil jo allerhelst bare spille håndbold, indtil jeg når efterlønsalderen, fortæller Møllgaard til Nordjyske.

Henrik Møllgaard, der har været i Aalborg Håndbold siden 2018, fortalte for nyligt til TV 2 Sport, at tingene ikke går planmæssigt i forbindelse med hans skade, men at han håber på snarlig afklaring.

Hvad siger man nej tak til?

Det faktum, at Møllgaard har indset, at karrieren skal slutte på et tidspunkt, er dog ikke ensbetydende med, at den mangeårige landsholdsspiller har tænkt sig at stille håndboldskoene lige med det samme.

- Er det nu, jeg skal stoppe med at spille håndbold, eller er det først om et par år? Og hvilke muligheder er det, jeg siger nej tak til for at forlænge karrieren som aktiv? Lige nu har jeg svært ved at vurdere, hvornår det giver mening at skifte bane, lyder det ærligt.

Selv beskriver Møllgaard sig som håndboldspiller helt ind til knoglerne, og derfor kan det også blive svært for ham helt at slippe kløerne i sporten, når det en dag er slut.

Under sin tid på tribunen har Møllgaard også fået øjnene op for ledelses- og trænergerningen, og han kunne sagtens se sig selv gå den vej, når tiden engang er til et stop.

Henrik Møllgaard debuterede i 2005 for Kolding og har i udlandet repræsenteret PSG og Lekhwiya fra Qatar.

Han har kontrakt med Aalborg Håndbold til sommeren 2025.


Politisk armlægning: Alle partier er stadig ved forhandlingsbordet

Budgetforhandlingerne i Aalborg Kommune byråd er lige nu i fuld gang. Og der er stadig chance for at nå til enighed i aften.

Alle partier i byrådet sidder ved forhandlingsbordet endnu, og det er noget, der glæder borgmester Lasse Frimand Jensen (S).

- Jamen, jeg synes, det er gået godt. Altså, alle partier har fået lov til at fremlægge nogle konsekvensbeskrivelser. Det har jo hovedsageligt været besparelsesforslag, som de har kunnet præsentere, siger borgmesteren.

På hvilke områder er der uenighed?

- Det er jo altid prioriteringen af, hvor skal besparelserne ligge henne. Altså, skal de ramme velfærd, skal de ramme anlæg, eller hvor skal de ligge? Og det er der, vi er lige nu. Jeg har præsenteret et bud for, hvordan jeg tænker, at vores anlægsbudget kan lande, forklarer Lasse Frimand Jensen.

TV2 Nords analytiker, Søren Wormslev har tidligere bebudet, at budgetforhandlingerne i år bliver hårde i Aalborg Kommune. Og for første gang er Socialdemokratiet i Aalborg ikke afvisende for at sætte skatten op.


I Føtex blev direktør flere gange mindet om storkamp

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Det bliver en af de helt store aftener i Hjørring i dag, når Vendsyssel FF skal dele græs med Brøndby IF.

- Cirka 1200 tilskuere i udebaneafsnitte. Der bliver knald på.

Sådan lyder det begejstret fra Lars Glinvad, der er direktør for Vensyssel FF, før aftenens opgør mod Brøndby IF i Hjørring.

Det er langt fra hverdagskost, at der er solgt cirka 4200 billetter til en kamp i den nordjyske by, men direktøren håber på flere.

- Jeg håber på 4500.

Ifølge Lars Glinvad er stemningen omkring den store kamp tydelig at mærke i området.

- Nu var jeg i Føtex i går, og der var da tre, der spurgte mig i forhold til kampen. Det er noget, der fylde meget i folks bevidsthed og noget, der bliver snakket om i familien og på arbejdspladserne, siger han.

Brug for mange ekstra hænder

Aftenens opgør kræver ikke bare hurtige fødder på banen, men også gavmilde hænder på den anden side af kridtstregerne.

Normalt får den nordjyske klub hjælp af omkring 80 frivillige, men denne gang har de måttet alliere sig med små 40 ekstra.

- De er 11 inde på banen, og det er typisk dem, der bliver klappet af. Men vi skal lige kigge 180 grader omkring og se på de 120 andre. Jeg er lidt stolt over dem, der hjælper til i flere timer.

Sammen vil de gøre deres bedste for, at gæsterne får oplevelsen af, at der er styr på det, og en følelse af, at der bliver leveret professionel fodbold.

Overraskelser i startopstillingen

Uden at sige for meget røber direktøren lidt om, hvem der træder ind på banen i aften, når den nordjyske klub møder de blågule. For som han siger:

- Der er nok et par overraskelser i startopstillingen.

Ifølge Lars Glinvad kommer flere af de mindre erfarne spillere til at få sig en stor oplevelse i aften. Kampen spilles klokken 19.30.


Foto: Simon Hougaard / TV2 Nord

Træneren undskylder i samme ombæring.

Stine Rex og amerikanske Camille Herron er næppe på julekort med hinanden.

Rex' konkurrent tiltrækker sig endnu engang opmærksom for noget, der ikke omhandler hendes egne præstationer i ultraløb.

Camille havde intet med det her at gøre.

Conor Holt, træner for Camille Herron

Efter Stine Rex i begyndelsen af september slog verdensrekorden i seksdagesløb, var konkurrenten Camille Herron fra Norman i Oklahoma hurtig til at beskylde den nordjyske ultraløber for at snyde.

Herron mente, at Stine Rex var blevet pacet, mens hun løb de godt 913,6 kilometer rundt om søen i Søparken i Aabybro. En beskyldning Rex ikke havde meget til at overs for, og som hun afviste.

Lægger sig fladt ned

Siden er Camille Herron blevet omdrejningspunktet i en kontroversiel Wikipedia-sag. Ifølge Running magazine er amerikaneren nemlig blevet taget i at fjerne anerkendelser fra andre udøveres Wikipedia-sider, mens hun efter sigende ikke har været bleg for at opdatere sine egne sider med diverse meritter.

Nu svarer hendes træner og ægtemand Conor Holt på kritikken.

- Camille har intet med det her at gøre. Jeg er 100 procent ansvarlig og undskylder til alle de atleter, som er blevet berørt af det. Det, jeg gjorde, var forkert, fortæller han i en pressemeddelse.

Conor Holt oplyser, at han oprettede en konto i 2016, og det er via den, han har ændret oplysninger om Camille Herron og andre løbere. Ifølge træneren koncentrerer Herron sig udelukkende om at løbe og restituere.

Camille Herron har tidligere klaget til de internationale ultraløbsforbund IAU og organisationen GOMO, når andre atleter har slået rekorder. Det er IAU, International Association of Ultrarunners, der endeligt skal godkende Rex' verdensrekord i seksdagesløb. Spørger man præsidenten for GOMO (Global Organization of Multi-Day Ultramarathoners), så er der, hvad han ved af, ikke en finger at sætte på rekorden.

- Stine Rex har løbet et virkelig flot løb og har fulgt alle regler, så i min optik er der ingen grund til at være bekymret, siger han.


Majs søn blev erklæret hjernedød: Nu har hendes forening fået kæmpe donation

Maj Kær bemærkede et hul i systemet for pårørende til organdonere. Det hul har hun nu fået en økonomisk donation til at begynde at udfylde.

Om dit afdøde barn skal være organdoner, er en beslutning, de færreste forældre skal stå overfor.

Det var dog tilfældet for Maj Kær fra Aalborg tidligt i år.

Her mistede hun og faren deres kun 14-årige søn til aggressiv meningitis. Sønnen blev erklæret hjernedød, og familien besluttede derefter at donere sønnens organer. Processen omkring organdonationen var dog ikke optimal.

- Efter vi mistede vores søn og undervejs i hans liv, kunne jeg se, at der var et hul i systemet, når det kommer til at sikre en værdig håndtering af pårørende, lyder det fra Maj Kær.

Derfor stiftede Maj Kær foreningen Værdig, der vil gøre organdonations-processen bedre og sætte fokus på de pårørende. Men en forening kræver økonomisk støtte, og det har de nu endelig fået.

450.000 kroner og et håb

Melsen Fonden i Nordjylland har nemlig valgt at donere hele 450.000 kroner til den nye forening, som nu for alvor kan realiseres.

- Nu har vi fået økonomisk dækning til den daglige drift, markedsføring og udvikling af nye tiltag, hvilket giver os den nødvendige stabilitet i foreningens opstart – samtidig med at det gav mig mod på at søsætte projektet, fordi jeg oplevede, at andre også så relevansen i det.

Det fortæller Maj Kær i en pressemeddelelse.

Den økonomiske støtte fra fonden har allerede muliggjort udarbejdelsen af en oplysende brochure til pårørende til organdonorer. Brochuren er udformet sammen med Dansk Center for Organdonation og Region Nordjylland.

Melsen Fonden har et klart håb med donationen, fortæller Anker Laden-Andersen, som er bestyrelsesformand i fonden.

- Der er ingen tvivl om, at Værdig er en værdifuld tilføjelse til at sikre et bedre beredskab for pårørende til organdonorer. Derfor er vores håb også, at vores donation vil hjælpe med at sikre, at alle, der står over for en sådan udfordring, får den støtte og vejledning, de har brug for.

Maj Kær har udover donationen til foreningen modtaget anerkendelse for sin indsats på anden vis. Hun er nemlig blevet kåret som årets ildsjæl til Aalborg Awards 2024.