En dag i forskningens tegn på Aalborg Sygehus
Aalborg Sygehus giver mulighed for at opleve forskningen på nærmeste hold, når de torsdag den 20. september slår dørene op for Forskningens Dag 2007. Mere end 200 personer fra hele landet har tilmeldt sig.
Mere end 200 tilmeldte
Mere end 200 forskere, sundhedsfagligt personale, politikere samt repræsentanter fra erhvervsliv og fonde har tilmeldt sig for at opleve forskningen på nært hold.
- Det store antal tilmeldte er meget glædeligt, og jeg ser det som et udtryk for en voksende interesse for de mange forskningsaktiviteter, der finder sted på Aalborg Sygehus, fortæller Forsknings- og Innovationschef Hans Gregersen og fortsætter
- Det er en vigtig prioritering for Aalborg Sygehus at offentligheden får indsigt i, hvad vi forsker i - det er jo forskning, der kommer befolkningen til gode.
evidensbaseret sundhedsvæsen
Forskningens Dag 2007 er delt op i to dele. Først er der inviteret to gæster til at tale om emnet "Det evidensbaserede sundhedsvæsen". Gæsterne er henholdsvis overlæge og direktør for Det Nordiske Cochrane Center Peter Gøtsche og professor i Filosofi ved Århus Universitet Uffe Juul Jensen.
Derefter præsenterer sygehusets egne forskere igangværende eller nyligt afsluttede forskningsprojekter, der bl.a. skal vise, hvad resultaterne kan bruges til i praksis. Der afholdes foredrag om 14 projekter mens mere end 60 projekter præsenteres i en poster¬udstilling. Dagen afsluttes med uddeling af Aalborg Sygehus' Forskerpris 2007 til to unge forskere, som indenfor de seneste tre år har præsteret enestående forskning.
en del af Århus Universitetshospital
Aalborg Sygehus blev i 2003 en del af Århus Universitetshospital. Siden da er forskningsmiljøet vokset hastigt, og antallet af videnskabelige artikler, skrevet af sygehusets forskere, er mangedoblet. Aalborg Sygehus' status som en del af Århus Universitetshospital sikrer et fagligt højt og specialiseret niveau blandt personalet, hvilket i sidste ende resulterer i bedre behandling af de nordjyske patienter.
Læs mere
Læs mere om Forskningens Dag på http://www.forskningenshus.dk/dag