En chokstart kostede AaB dyrt: Misser gylden mulighed i overlevelseskamp
AaB tabte et vigtigt skridt i nedrykningskampen, da FC Midtjylland gæstede Aalborg.
I søndagens kamp skulle AaB forsøge at ryste den store skuffelse fra pokalfinalen af sig. Nu gjaldt det overlevelse i Superligaen og FC Midtjylland.
Men starten gik alt andet end aalborgenskernes vej. Efter blot 4 minutter sendte Superliga-topscorer Gustav Isaksen bolden i mål, og chokstart for AaB.
Men det var som om, at målet fik AaB til at vågne op. I hvert fald satte hjemmeholdet sig mere på spillet efterfølgende, og efter 14 minutter var AaB-midtbanen Iver Fossum meget tæt på at bringe balance i regnskabet med en inderside, som gik lige forbi stolpen.
Men! Efter 18 minutter lavede AaBs Pedro Ferreira en fatal tilbagelægning, der gav en friløber til Gustav Isaksen og 2-0 til FC Midtjylland... troede de 10.185 tilskuere i hvert fald.
For minuttet efter underkendte dommeren målet - med hjælp fra VAR - da der var begået frispark umiddelbart før målet. Aalborg slap med skrækken i denne omgang.
Ligesom i pokalfinalen var AaB-anfører Lucas Andersen banens bedste. Den tidligere stjernespiller i superligaen virker som genfødt efter lange perioder med skader og ustabilt spil.
Efter 42 minutter var det også Lucas Andersen, der var tæt på at banke bolden i kassen fra kanten af feltet.
Men på trods af glimrende spil måtte AaB gå til pause bagud med et enkelt mål.
Endnu en chokstart
Anden halvleg var nærmest en gentagelse af første. AaB sad på spillet og gæstede ofte midtjydernes felt. Men efter 5 minutter lagde bolden igen i AaBs målnet efter en skarp kontra af udeholdet. 0-2.
AaB fortsatte med at presse på, men selv om der blev sat massevis af afleveringer sammen, blev aalborgenserne sjældent rigtig farlige. Den midtjyske bus stod godt parkeret foran målet.
Derfor endte kampen også 0-2 til FC Midtjylland, og AaB mistede et vigtigt skidt i nedrykningskampen.
Den eneste trøst er, at Lyngby og Horsens også tabte deres kampe i denne runde. Dermed er AaB stadig over stregen.
Næste weekend er der garanti for gyser, når AaB tager turen til Lyngby. Vinder aalborgenserne denne kamp, mens Horsens taber mod OB, er AaB sikre på redning i ligaen.