Elever på nordjyske ungdomsuddannelser smager på iværksætterlivet
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST
Seks nordjyske uddannelsesinstitutioner er med i et forsøg, hvor eleverne stifter bekendtskab med iværksætteri i samarbejde med lokale virksomheder. Erfaringerne er indtil videre gode.
For mange unge er universiteterne eller andre videregående uddannelser næste stop, når de har fået studenterhuen på hovedet. Sådan behøver det dog ikke nødvendigvis at være, og derfor er seks nordjyske uddannelsesinstitutioner med i et forsøgsprojekt, hvor eleverne får mulighed for at stifte bekendtskab med iværksætteri og livet som selvstændig erhvervsdrivende.
Det fortæller Erhvervsstyrelsen i en pressemeddelelse om projektet.
Det er EUC Nordvest, der er tovholder på projektet, som begyndte i 2017. Elever fra Hjørring Gymnasium, Hasseris Gymnasium og Aalborghus Gymnasium samt Erhvervsskolerne Aars og Aalborg Handelsskole deltager også. Projektet er støttet med ni millioner kroner fra EU's Socialfond, og målet er at vise eleverne, at iværksætteri kan blive en fremtidig levevej for dem.
- Projektet skal få flere til at forstå, at iværksætteri er en farbar vej mod job og karriere, især i udkanten af Danmark, hvor det kan være svært at få et job efter uddannelsen. Og mange på HHX og STX aner ikke, at man kan gå denne vej, siger projektleder Mia Sannemand Borg.
Konkrete mål er vigtige
Undervisningen på de deltagende uddannelsesinstitutioner tager fortsat udgangspunkt i det pensum, eleverne skal lære. Der er dog koblet et mere praktisk og virkelighedsnært element på undervisningen.
3.g-eleverne på Hjørring Gymnasium har været med til at løse problemer med massiv trafik på en skolevej. Og i Nykøbing Mors fik en årgang HHX-elever på Morsø Handelsgymnasium til opgave at udvikle og producere en alkoholfri drik i samarbejde med Thisted Bryghus og den lokale festival Alive.
- Det var en kæmpestor motivation for eleverne, at de havde noget konkret at arbejde med og konkrete mål at gå efter. Desuden havde det stor betydning, at nogen kom udefra, hjalp dem og vurderede deres arbejde, siger Lise Bech Pedersen, der er underviser på Morsø Handelsgymnasium.
- Mange elever har svært ved at forstå, hvorfor de skal lære ting, indtil de vises operationelt for dem. Lærdom skal kunne bruges til noget konkret, og vores erfaringer viser, at eleverne kan huske deres grundfag langt bedre, når de bruger det, de har lært, i praktisk sammenhæng, siger projektleder Mia Sannemand Borg.
Ikke iværksættere endnu, men...
På Hjørring Gymnasium er 45 af gymnasiets 80 undervisere blevet klædt på til at undervise i iværksætteri, og 17 gymnasieklasser har deltaget i undervisningen. Blandt andet 3.b, som fik til opgave at løse trafikale problemer på Skolevangen i Hjørring.
- Vores største udfordring var at få folk med på idéen og at få et godt samarbejde med vores kommune. Derudover skulle vi også finde ud af, hvad der skulle med i projektet, hvad budgettet skulle være og finde ud af, hvem der ville være med til at bidrage til projektet, siger Ida Viby og Kathrine Nyholm Nielsen fra 3.b på Hjørring Gymnasium, som er med i projektet.
- Nu har vi haft tre gange tre lektioner og snakket med nogle mennesker, så naturligvis kan vi ikke kalde os for iværksættere. Men vi har fået lagt en god bund, siger gymnasieeleverne.