Elever og kørelærere dumper sagkyndige
Der er stor forskel på, hvordan de nordjyske prøvesagkyndige vurderer eleverne, når de er til køreprøve. Det viser tal fra Nordjyllands Politi, som TV2 Nord har fået aktindsigt i. Kørelærerne har i flere år været opmærksomme på problemet - nu kræver de bedre kvalitetskontrol af de prøvesagkyndige.
En aktindsigt viser, at der er store udsving i de prøvesagkyndige dumpeprocenter.
Der er stor forskel på, hvordan de nordjyske prøvesagkyndige vurderer eleverne, når de er til køreprøve. Det viser tal fra Nordjyllands Politi, som TV2 Nord har fået aktindsigt i.
Dumpeprocenterne svinger fra nærmest ingen til op mod hver anden, alt efter sagkyndig. Kørelærerne har i flere år været opmærksomme på problemet.
- Jeg synes måske, at det er for bred en variation. Det betyder jo, at der er nogle elever, der dumper til praktisk prøve, som man kan sige ved én prøvesagkyndig ville være bestået og ved en anden ville være dumpet, siger "Just" Jan Warrer Olesen, der er den nordjyske repræsentant i Dansk Kørelærer-Union.
Tallene, der omfatter alle typer køreprøver og dermed også motorcykelkørekort, stort kørekort og kørekort til påhæng, viser, at for sagkyndige med over 100 elever i 2015 spænder dumpeprocenten fra 3,5 til 45,6.
- Vi har i mange år bedt om at få en ordentlig evaluering af de prøvesagkyndige internet. De gør det, men det gør det med for lange mellemrum, og de gør det ikke godt nok på nuværende tidspunkt, siger "Just" Jan Warrer Olesen.
Også blandt eleverne til det almindelige kørekort er det almindeligt kendt, at der er nogle prøvesagkyndige, man helst skal undgå.
- Der var mange, der sagde, der var en bestemt prøvesagkyndig, som man ikke ville op til, og skulle man være så uheldig, så var bestemte ting, man skulle være særligt opmærksom på, og der var ting, som man helst skulle undgå, siger Sara Diana Fayed, der selv dumpede sin første praktiske køreprøve, men nu har sikret sig sti førerbevis.
Nordjyllands Politi mener ikke, at tallene er alarmerende nok til, at de vil ændre deres praksis i forhold til kvalitetssikring af de prøvesagkyndige.