Elever frygter fremtid uden eksamener: - Mange vil ikke tage det seriøst
Sally Jo Bach Nielsen går på hestelinjen i 10. klasse på Aalestrup Naturefterskole.
Efter planen vil det ikke være muligt for fremtidige unge at forbedre deres karaktergennemsnit efter niende klasse.
På Aalestrup Naturefterskole er der stor utilfredshed med regeringens uddannelsesudspil, der vil nedlægge eksamener i 10. klasse på efterskolerne.
Det vil nemlig betyde, at eleverne ikke længere har mulighed for at forbedre deres karaktergennemsnit fra niende klasse, og det kan få konsekvenser for muligheden for at komme ind på drømmeuddannelsen for fremtidens unge.
- Jeg havde ikke et særligt godt snit i niende klasse. Jeg så 10. klasse som en ekstra chance for at komme videre til en videregående uddannelse. Hvis eksamenen i 10. klasse bliver afskaffet, så tror jeg, at det vil være sværere, siger Mads Haun Østergaard, der går i 10. klasse på Aalestrup Naturefterskole.
Se indslaget her:
Også efterskoleeleven Sally Jo Bach Nielsen frygter, at udspillet kan få konsekvenser.
- Der er mange, der ikke vil tage det seriøst, hvis ikke der er eksamener. Jeg tror heller ikke nødvendigvis, at mine forældre havde ladet mig komme på efterskole, hvis ikke der var eksamener, lyder det fra Sally Jo Bach Nielsen.
Netop det er også noget, Efterskoleforeningen frygter.
Frygter fravalg af efterskoler
Den manglende afgangsprøve i 10. klasse kan betyde, at færre forældre vil betale for børnenes efterskoleophold, lyder det fra Efterskoleforeningen.
- På sigt kan det jo betyde, at færre unge mennesker får lov at opleve et efterskoleår. Her taler jeg ikke så meget om, at der er nogle efterskoler, der må lukke. Jeg taler mere om, at der er mange færre unge, der muligvis mister muligheden for at opleve det fantastiske, et efterskoleophold er, siger Troels Schrøder, der er formand for Efterskoleforeningens nordjyske region.
Jannie Dallgaard Borup, der er forstander på Aalestrup Naturefterskole, er også bekymret.
- Jeg frygter, at vi taber nogle elever i et eller andet mellemrum. Det er en sårbar generation, og med udspillet fratager de muligheden for, at de unge kan opjustere deres gennemsnit samtidigt med, at de højner optagelseskravet på nogle af ungdomsuddannelserne, siger Jannie Dallgaard Borup.
Udligner forskelsbehandling ifølge ordfører
Men der er en god grund til, at udspillet går på at nedlægge eksamener i 10. klasse på efterskolerne, lyder det fra undervisningsordføreren fra Socialdemokratiet.
Med udspillet undgår man, at der bliver forskelsbehandlet på elever på efterskolerne, og dem der ikke har mulighed for at komme på efterskole.
Se hele ordførerens svar her:
- Der er noget meget principielt på spil, når vi synes, at det er vigtigt og rigtigt, at man skal kunne have et år på efterskole, men at det ikke skal være sådan, at de elever, der så har mulighed for at komme på efterskole, har en ekstra mulighed for at hæve deres karakterer i forhold til deres klassekammerater, der ikke kommer på efterskole, lyder det fra Astrid Krag.
Udover det fastslår hun, at de elever, der ikke har karaktergennemsnittet til at komme ind på en ungdomsuddannelse, kan tage til en optagelsesprøve for at få adgang.
Efterskoleelever har et håb
Efterskoleeleverne fra Aalestrup Naturefterskole er dog ikke overbeviste.
- Jeg håber ikke, det bliver vedtaget, der kommer stress på os unge, fordi de afskaffer mere og mere, siger Mads Haun Østergaard.
Heller ikke Sally Jo Bach Nielsen er fan af regeringens forslag.
- Du bliver også meget mere forberedt på gymnasiet ved at tage de her eksamener. Jeg vil have svært ved at se, hvad der skal motivere mig i fagene, hvis jeg ikke engang har en eksamen, jeg skal op til, lyder det fra Sally Jo Bach Nielsen.