Eksperter er enige: AaB vinder guldet
Foto: Ivan Johan Hansen
AaB-fans tror på at DM-guldet ender i Aalborg, efter at AaB slog FC Midtjylland.
AaB roses til skyerne af eksperter, der venter i spænding på, hvordan holdet klarer kampene mod bundholdene.
AaB vinder guld i Superligaen.
Det vurderer tre fodboldeksperter. Morten Bisgaard fra TV2 Sporten, Esben Hansen fra Canal 8 og Canal 9 og Jesper Thygesen fra TV3 Sport roser alle AaB til skyerne, selvom de påpeger, at der kan ske meget i løbet af de resterende syv superligarunder.
Alle tre fremhæver, at AaB har vundet over de nærmeste tre konkurrenter fra FC Midtjylland, FC København og Brøndby.
I de syv sidste runder venter der kampe, der kan ligne pligtsejre på papiret, men som kan blive svære, mener Morten Bisgaard. Han peger dog stadig på AaB som den største favorit til guldet.
- Nu skal AaB vinde over de hold, som de forventes at slå. Det er jo et helt andet pres, når man også tager med, at de ligger på førstepladsen og har en favoritværdighed. Det skal de jo leve op til.
- Men det virker som et hold i harmoni. Selv uden Rasmus Würtz, som er en af deres stærkeste aktører, vandt de over Brøndby i søndags, siger Morten Bisgaard.
Også Esben Hansen mener, at AaB må tage favoritværdigheden til guldet på sig.
- AaB er ikke stukket afgørende af sted mod guldet, men det bliver svært for de andre.
- FC Midtjylland er gået i stå, og FC København har ikke været i gang på noget som helst tidspunkt af året. FCK kunne lige så godt have spillet uafgjort mod AGF i weekenden, mener han.
AaB overtog førstepladsen for to runder siden og ligger nu fire point foran FC Midtjylland på andenpladsen og syv point efter FC København på tredjepladsen. Nordjyderne havde indtil da holdt fast i andenpladsen siden 11. spillerunde.
Jesper Thygesen fortæller, at AaB spiller noget af det flotteste fodbold, som han har set i Superligaen.
- Det ville være unaturligt, hvis jeg ikke pegede på AaB, hvis man kigger på den måde, holdet har hentet sejrene på. Jeg kan ikke huske, at jeg har set flottere fodbold i Superligaen - flottere end hvad Brøndby og FC København nogensinde har spillet.
- Men intet er jo afgjort endnu, især ikke når man kigger på AaB's slutprogram. Bunden er så skarp, og de spiser altså råt kød dernede lige nu, siger Jesper Thygesen.
Et af de pointsultne hold i bunden er Viborg, som tager imod AaB onsdag aften. Kampen fløjtes i gang klokken 20.00.
Inden sæsonen slutter, møder nordjyderne også andre bundhold som FC Vestsjælland og AGF.