Ekspert: Tilbyd musikterapi til alle med behov
Foto: Jesper Lange
- Jeg håber, at det fremover ikke er tilfældigt, om man får tilbudt musikterapi eller ej, siger forsker.
Kommunalpolitikerne må på banen, mener forsker. - Det skal ikke være tilfældigt, hvem der får tilbudt musikterapi, siger hun.
Indslaget om den demens-ramte Else, der for en stund bliver bragt ud af demensen og tilbage til virkeligheden ved hjælp af en guitar og en blid sang, er gået viralt.
Men det er ikke tilfældigt, at hun reagerer, som hun gør, siger ekspert.
- Musikterapi er en dokumenteret behandlingsform, der kan dække nogle sociale eller emotionelle behov hos folk, der har svært ved at kommunikere på normalt vis, siger forsker Stine Lindahl Jakobsen, der er lektor på institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet.
Gense klippet med den demensramte Else, der vågner til tonerne af 'Åh Marie, jeg vil hjem til dig'
Stine Lindahl Jacobsen forklarer, at musikterapi skaber kontakt til nogle mennesker, der er svære at komme i kontakt med - for eksempel demensramte.
- Vi kan se, at de bliver mindre urolige og får højere livskvalitet. De reagerer på musikterapi – de oplever noget, der giver mening. Det er ikke så tit, det sker, når man er hårdt demensramt. Ikke mindst - så kan musikken også nedsætte behovet for medicin.
Musikken giver et trygt sted at være
For den demensramte vækker musikken genklang, og de oplever en relation, hvor der ikke stilles krav til dem. Musikken giver dem ro og genkendelighed, og det giver dem dermed et trygt sted at være. Omend det bare er for en stund.
- Forskningen viser, at terapien varer ved et lille stykke tid. Men det bliver ikke ved i lang tid. Men terapien har den virkning, at plejepersonale og pårørende oplever, at de demensramte får nogle af deres basale behov opfyldt, og så er de nemmere at være sammen med. Det kan få hverdagen og plejen til at fungere.
Hun opfordrer politikerne til at tage musikterapi til sig og udbyde behandlingen til alle.
- Jeg håber, at det fremover ikke er tilfældigt, om man får tilbudt musikterapi eller ej. Musikterapi skal tilbydes alle, der har det behov, og politkerne bør lave rum til det i kommunernes økonomi, siger Stine Lindahl Jakobsen, der selv har en PhD i musikterapi.