Efter økserøveri: Politi har fundet stjålet bil
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Nørresundby Bank i Brønderslev blev røvet af to mænd torsdag aften.
Det bedste spor, Nordjylland Politi lige nu har efter røveriet mod Nørresundby Bank torsdag, er en stjålet bil, der blev fundet kort efter røveriet.
Nordjyllands Politi har kun sparsomme spor efter det røveri, to mænd begik mod Nørresundby Bank på Algade i Brønderslev torsdag.
- Kort efter røveriet fandt vi en brugsstjålet bil på Kirkegårdspladsen, som vi kæder sammen med røveriet, fortæller politikommissær Jens Møller Søgaard.
Den er anmeldt stjålet på et tidligere tidspunkt, og Jens Møller Søgaard siger at politiet i deres efterforskning også kigger på tiden omkring dette tyveri.
Hverken overvågningen i banken eller vidneudsagn har bragt politiet tættere på røverne, og bilen er derfor det bedste spor i øjeblikket.
- De var godt maskeret og sagde ikke et ord. Samtidig viser overvågningen kun det, vi vidste i forvejen, siger Jens Møller Søgaard.
Den stjålne bil er nu bragt ind til videre undersøgelser.