Efter Filippa sag: Dét har børnene brug for
Weekendens kidnapning og voldtægt af en 13-årig pige på Sjælland, som en 32-årig mand nu er sigtet for, er en sag, der også giver opmærksomhed i Nordjylland.
Det har sat sine spor i beboerne på Svalevej i Svenstrup nær Korsør, at den 13-årig pige blev fundet i et hus på deres vej.
- Det er et ellers trygt og roligt kvarter. Nu står forældre og smider børn på bussen. Det har ikke kun plaget kvarteret men hele området, siger Ibrahim El-Ali, som er nabo til den anholdte.
Sagen fylder også her i Nordjylland. Psykolog og leder af PPR hos Børn og Unge i Aalborg Kommune, Johanne Felbo, er dog sikker på, at kommunens børn, forældre og skoler selv kan tackle en stor og voldsom mediehistorie, som weekendens om kidnapning og voldtægt af en teenager.
- Det er noget, hvor man har brug for at tale om det med sine nærmeste, og man skal også som forældre overveje, hvor meget man taler med sine børn og unge omkring det her, fordi det kan give nogle bekymringer, som faktisk ikke er nødvendige, siger Johanne Felbo, leder af PPR hos Børn og Unge i Aalborg.
Skoler undlader handling
TV2 Nord har talt med flere skoler i Aalborg, der alle fortæller, at de ikke gør noget særligt ud af weekendens hændelse, medmindre børnene selv efterspørger det.
- Selvfølgelig har vi alle sammen været påvirket. Jeg tror, langt de fleste har fulgt de hændelser, der har været, og det er jo også det, der skaber bekymringen hos forældrene, men det her det er ikke noget, der kræver, at fagpersoner kommer ind og taler med deres børn, siger Johanne Felbo og fortsætter:
- Det børnene har brug for, hvis de hører omkring det her, eller ser det i fjernsynet, det er, at de voksne bevarer roen og snakker med dem om, hvor lille sandsynligheden er for at det her, vil ske for dem.