Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Efter AaB-ejers storindkøb: Sådan skal AaB hente første sejr med rekordmange nye spillere

Der har nærmest været kø af nye spillere på AaBs træningsanlæg på Hornevej i Aalborg.

Siden AaB sikrede sig oprykning til 3F Superligaen, har klubbens tyske ejere haft travlt med at sætte underskrifter på nye spillerkontrakter.

Siden juni har AaB hentet ikke mindre end otte nye navne, som man skal være mere end almindelig forboldnørdet for at kende i forvejen.

Det er spillere som Mylian Jimenez fra PSV's reservehold og senegalesiske Oumar Diakhité fra den tyske 2. Bundesliga. 

Stort set alle er hentet på fri transfer, og flere af indkøbene har haft mindre succesfulde ophold i de klubber, de kommer fra.

De får nu en ny chance på et AaB-hold, som skal genfødes under den nye cheftræner Menno Van Dam, der kom til Nordens Paris fra sit job som ungdomstræner i Brøndby IF.

- Vi gør meget for, at alle ved, hvordan vi skal spille, når vi er så mange nye. Det kræver noget tid at spille alle ind på holdet, men vi har allerede set gode takter. Vi gør meget ud af, at midtbanespillere, forsvarsspillere og angribere også træner særskilt i hver kæde, så de får opbygget de rigtige relationer, siger Menno Van Dam.

Her er AaBs indkøb:

  • Vincent Müller, målmand (Duisburg)

  • Mylian Jimenez, midtbanespiller (PSV Eindhoven)

  • Andres Jasson, midtbanespiller (New York City FC)

  • Kelvin John, angriber/kantspiller (KRC Genk)

  • John Iredale, angriber (Wehen Wiesbaden)

  • Bjarne Pudel, forsvarsspiller (Dortmund)

  • Oumar Diakhité, forsvarsspiller (VfL Osnabrück)

  • Marc Nielsen, forsvar/back (Hvidovre I.F.)

Udover de nytilkomne spillerindkøb rykkede AaB i sommerpausen et par U-19 spillere op i Superligatruppen, hvor cirka 40 procent af spillerne ikke var med i sidste sæson.

Skal vi vente til at par måneder, før spillerne har lært hinaden på banen, og holdet kan udfylde potentialet?

- Forhåbentlig skal vi kun vente uger og ikke måneder. Hvis du spørger de nye spillere, så føler de sig allerede velkomne. Vi skal være som en familie for at levere på banen, siger AaB-træneren.

Den nye AaB-anfører Mathias Jørgensen er heller ikke nervøs for at tage hul på Superligaen med et hold af nye udenlandske spillere.

 - Vi har fået en del nye spillere ind, som vi har integreret godt på kort tid. Men der er selvfølgelig stadig noget arbejde foran, siger han.

Det var dog ikke mange af de nye spillere, som havde fundet vej til startopstillingen i sidste uges sæsonpremiere mod FC Nordsjælland. Bortset fra australske John Iredale bestod start-11’eren af velkendte AaB-ansigter fra sidste sæson.

Stilen var dog forandret fra sidste sæsons afventende spil, der fik hug for at være kedeligt og fastlåst.

Højt pres og direkte spil betød nemlig, at AaB i lange perioder af kampen spillede lige op med FC Nordsjælland. Alligevel endte kampen med et 3-0 nederlag til det nordjyske hold.

- Det klinger selvfølgelig lidt hult, når man siger, at man spilled godt, selv om man tabte 3-0. Men der var mange gode ting, vi kan tage med. For eksempel vores spil med bolden, hvor vi formåede at presse FC Nordsjælland tilbage på banen, så de ikke kunne dominere, siger AaBs midtbaneanker, Malthe Højholt.

Den 23-årige midtbanespiller er nu blandt AaBs mest erfarne spillere, og skal binde spillet sammen på et hold, hvor mere end hver tredje på holdkortet er ny.

- Det er altid dejligt med nogle nye spillere, der kan bidrage med andet til truppen. Det tager selvfølgelig noget tid at få dem spillet ind, men vi er godt på vej, siger han.

Kampen mod Silkeborg IF på søndag bliver første hjemmekamp i AaBs tilbagevenden til 3F Superligaen. Ud fra fredagens træning tyder det på, at Menno Van Dam ikke har tænkt sig at lave store ændringer i startopstillingen til kampen på søndag, selv om han ikke vil love, at der bliver genvalg til alle 11 spillere.

En ting  skal dog ændre sig fra kampen i Farum.

- Den tid og plads, vi gav væk i Nordsjælland i første halvleg, kan vi ikke give væk igen, siger Menno Van Dam med henvisning til, at AaB blev straffet hårdt på Nordsjællands omstilliger.

Han har stort set alle spillere tilgængelige, bortset fra Jubril Adedeji og Nicklas Helenius, der  trænede med fredag, men stadig er på vej tilbage fra skader. 

Omvendt trænede midterforsvareren Sebastian Otoa, der udgik af sæsonpremieren i Farum, fuldt med holdkammeraterne under dagens træning.

Kampen spilles på Aalborg Portland Park på søndag klokken 16.


Foto: Privatfoto

Havde særlig ven med til royal hyldest: Skulle heldigvis stå op

Det var også kommet til Amalienborg, at Helena Rosendahl Bach var rendt i en uheldig skade.

Under en træning på land gled en måtte under Helena Rosendahl Bach, og det resulterede i et brækket kraveben.

Det skete for tre uger siden, og OL-svømmeren er så småt kommet tilbage i vandet igen. Men hun måtte møde op med en anderledes - og god makker - da hun sammen med de andre OL- og PL-atleter skulle hyldes af kongeparret på Fredensborg Slot 12. september.

- Ja, jeg havde min siddepude med, men der var meget undervejs, hvor vi skulle stå op, så den var ikke rigtig i spil, lyder det fra Helena Rosendahl Bach og fortsætter:

- Men den var med på busturen frem og tilbage. Der var den en rigtig god ven.

Skaden var også nået frem til kongeparret.

- Vi mødte kongen og dronningen, og det var rimelig stort, fordi Mary sagde, "ej, hvor er det at se dig. Det er helt vildt dejligt, at du kunne komme i dag, og jeg håber, at det går bedre med dig". Så hun vidste godt, at jeg var skade, og så sagde hun tillykke med et flot OL. Så det var jeg rigtig glad for, fortæller svømmeren, der endte på en fjerdeplads i 200 meter butterfly til OL.

Vil svømme hurtigt til VM

På trods af at et brækket haleben ville give de fleste af os en længere pause fra motionen, er det ikke tilfældet for svømmeren.

- Jeg har svømmet ret meget faktisk i perioden, hvor jeg har været skadet. Der har selvfølgelig været noget tid, hvor jeg måtte holde mig lidt væk fra bassinet, og så er jeg startet stille og roligt op og mærket meget efter, hvad mit haleben kan holde til. Så jeg ikke presser den alt for meget, men jeg vil holde mig i gang og håber, det heler hurtigt, siger hun.

Der er også nye mål i horisonten. Til december er der VM i kortbane - hvilket betyder, at bassinet er 25 meter, hvor det til eksempelvis OL er 50 meter.

- Jeg vil rigtig gerne svømme hurtigt til VM. Det er det næste store mål, som jeg glæder mig til. Her skal der bare vendes flere gange, og det skal lige øves mere, fortæller Helena Rosendahl Bach.


Foto: Thomas Hansen / TV2 Nord

Har kæmpet i flere år: Nu falder ny plan til jorden

En arbejdsgruppe har i flere år forsøgt at få en alternativ varmekilde i Skarp Salling, men nu er endnu en plan gået i vasken.

- Det stopper. Det er gået i stå. Vi kan ikke komme videre.

Sådan lyder ordene fra Else Wiese, der ikke længere tror på, at borgerne i Skarp Salling kan få opfyldt ønsket om at få en fælles jordvarme - det såkaldte termonet.

15 millioner kroner skulle ellers have været investeret i termonettet, der ved hjælp af uisolerede rør i jorden kan forsyne over 100 husstande omkring byen.

Men nu har en politisk aftale altså spændt ben for planen. Den nye lovgivning giver nemlig ikke tilladelse til, at Vesthimmerlands Kommune kan stille en garanti på lånet.

Derfor skal borgerne i byen selv finde finansiering, hvis termonettet skal etableres.

- Vi har fået meldingen om, at når vi skal på lånemarkedet til sådan et projekt, så kan vi ikke låne pengene til det. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, siger Else Wiese, talsperson for 'Varmegruppen', der i flere år har arbejdet på at blive fri for naturgas i byen.

Det kan vise sig at blive rigtig, rigtig dyrt for varmekunderne.

Klima-, Energi- og Forsyningsminister, Lars Aagaard.

- Det betyder, at vi ikke kan komme videre med vores energiforsyning. Vi vil jo rigtig gerne med på den grønne bølge, og det er jordvarme, som termonet er, forklarer Else Wiese.

Tidligere har fjernvarme vist sig at være for dyr en løsning med en etableringsomkostning på omkring 150.000 kroner per husstand. Derfor har flere borgere i byen allerede nu fået varmepumper, mens andre stadig har naturgas.

Ingen gylden forlomme til forbrugere

Flere af byens huse er til salg, og meldingen om, at man ikke kan få den nye energikilde i Skarp Salling, bekymrer Vesthimmerland Kommunes borgmester, Per Bach Laursen (V).

- Det bliver endnu sværere at få nye familier i de her boliger. Det kan ikke passe, at det skal være så kompliceret at komme frem til den konklusion, at vi må have lov til at stille den kommunale garanti, der skal til, for at man kan etablere det, konstaterer borgmesteren.

- Byrådet har jo indtil nu vist stor velvilje til at støtte ting, som man må ifølge kommunalfuldmagten. Det må vi bare ikke på termonet, og det undrer os meget, påpeger Per Bach Laursen (V).

Klima- og Energi- og Forsyningsminister Lars Aagaard (M) havde i dag ikke mulighed for at stille op til interview, men han forklarer i et skriftligt svar, at han mener, den nye lovgivning gør det lettere at etablere termonet.

- Vi giver varmeselskaberne mulighed for at arbejde med termonet, samtidig med, at kommunerne kan spille en stor rolle i etablering og drift.

- Jeg vil dog ikke være med til at give en gylden forlomme til én gruppe forbrugere, særligt når der er mulighed for at få en individuel varmepumpe, og derefter lade andre varmekunder og alle kommunens borgere tage risikoen med kommunegarantier.

- Det kan vise sig at blive rigtig, rigtig dyrt for varmekunderne, siger Klima-, Energi- og Forsyningsminister Lars Aagaard.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet oplyser følgende:

  • Det er allerede i dag muligt for private og forbrugerejede virksomheder at drive termonet på kommercielle vilkår. Med den politiske aftale og udkastet til lovforslaget, som netop har været i høring, vil det stå i varmeforsyningsloven, at kommuner via kommunale fjernvarmeselskaber vil kunne varetage og deltage i virksomhed med termonet på samme vilkår som en såkaldt ”tilknyttet virksomhed”. Det betyder, at kommuners mulighed for at bistå lokalsamfund med den organisatoriske opgave med at etablere og drive termonet øges, men uden at kommunen kan stille garanti for termonet-projekter.

  • Aftalen skal understøtte, at kun konkurrencedygtige projekter etableres. Og blandt andet forhindre, at termonet-projekter bliver en økonomisk risiko for fjernvarmekunder i samme kommune, som ville være med til at betale regningen, hvis et termonet-projekt blev for dyrt. Det sammen gælder for kommunen, som også ville tage en risiko, hvis der blev udstedt kommunegaranti. Derudover kan kommunegarantier give termonet en konkurrencefordel i forhold til andre grønne varmeløsninger, fx individuelle varmepumper, og dermed føre til konkurrenceforvridning.

Arbejdet for at sikre en alternativ energikilde ser altså indtil nu ud til at være forgæves for Else Wiese og resten af varmegruppen i Skarp Salling.

- Det er trist og ærgerligt, at man sætter nogle klimamål op, som vi andre gerne vil følge, men så gør man det umuligt at gennemføre det, slutter Else Wiese.


Foto: Jeppe Krogager / TV2 Nord

De andre er dobbelt så gamle som Rasmus - alligevel stiller han op til valget i morgen

Han mener, at det arbejde, der foregår i rådene, er meget vigtigt og givende.

Rasmus Viking L. R. Christiansen er blot 31 år gammel, men han har siddet i menighedsrådet for Skallerup-Vennebjerg-Mårup Sogne, siden han var 27 år. I menighedsrådene er gennemsnitsalderen ellers 61 år.

- Man kan sige, jeg er lidt gammel af sind nogle gange. Jeg er nogle gange ældre end de ældste her, lyder det fra Rasmus Viking L. R. Christiansen, inden han bryder ud i latter.

Han er i fuld sving sammen med de resterende medlemmer med at forberede sig til menighedsrådsvalget på tirsdag.

- Der er forberedelse og så videre. Det tager jo noget tid at være medlem, men så kan man lade være med at bruge en halv time hver aften på YouTube, og så kan man lave noget praktisk arbejde og få noget for hånden og bidrage til fællesskabet og fremtiden, smiler Rasmus Viking L. R. Christiansen.

Hvis ikke vi gør noget går alt i stå

Men selv om Rasmus Viking L. R. Christiansen er meget lattermild, mener han helt alvorligt, at det frivillige arbejde, han og mange andre gør for at holde gang i den danske folkekirke, er vigtigt og slet ikke kan undværes.

Han er godt klar over, at menighedsrådene er i skarp konkurrence med for eksempel idrætsklubberne, når det gælder folks tid. Men langt de fleste vil jo gerne have kirken, ikke mindst når det gælder milepælene i et menneskes liv, mener han.

- Kirken er en institution, der altid er der, og så tænker vi ikke over den, før vi lige pludselig skal bruge den. Ved dåb, begravelse eller lignende. Og så glemmer man lidt, at det ikke bare er givet. At der ligger et stort arbejde bag at have kirken, pointerer Rasmus Viking L. R. Christiansen.

For en udefrakommende kan det måske synes uden den store vigtighed, men den køber Rasmus Viking L. R. Christiansen ikke.

- Det er det, der skal til, for at få det til at løbe rundt. Hvis ikke, vi gør det, går det i stå, og så begynder folk at beklage sig. Der er så mange ting i livet i livet, vi er nødt til at tage os af. Og det er et givende arbejde, når først man går i gang med det, påpeger Rasmus Viking L. R. Christiansen.

 Skal der være alkoholfri altervin?

På tirsdagens menighedsrådsmøde for Skallerup-Vennebjerg-Mårup Sogne var der en del fokus på vedligeholdelse, fremtidens kirkegårde og arrangementer.

På et af de sidste punkter om blev det diskuteret, om der skal serveres alkoholfri vin ved altergang. Bølgerne går ikke højt. Men der forskellige synspunkter.

Se diskussion om alkoholfri altervin


Hovedet mangler på sin plads i byhaven Christiansgave i Thisted. Foto: Thisted Kommune

Kongeligt bronzehoved er forsvundet fra sin plads i byhave

Der mangler et kongehoved i Thisted. Og nu giver kommunen frit lejde - indtil videre.

Kongen mangler sit hoved. Og Thisted savner kongehovedet.

Det er forsvundet omkring 1. september - måske før, fortæller driftsassistent Bjarne Kim Karlsen fra Anlæg og Infrastruktur hos Thisted Kommune.

- Vi vil meget gerne have hovedet tilbage, understreger han.

Der er nemlig tale om et rigtigt gammelt hoved. Det forestiller kong Christian 8. og har stået på sin plads i byparken Christiansgave, siden den selvsamme konge skænkede byparken til Thisted i 1844.

Bronzebusten er skabt af Bertel Thorvaldsen.

1. september opdagede en af kommunens gartnere, at hovedet var væk. Kun søjlen står tilbage på sin plads.

- Siden har vi ledt og ledt overalt omkring søjlen, fortæller driftsassistenten.

Det er ikke første gang, hovedet er forsvundet. Det er sket flere gange før. Og det er også tidligere blevet udsat for hærværk - som på billedet her fra 2006, hvor busten er blevet væltet. Foto: Thisted Kommune Foto: Thisted Kommune

Det er ikke første gang, hovedet er væk. De andre gange er det blevet fundet i buskene i byparken. Men altså ikke denne gang.

Bjarne Kim Karlsen fortæller, at hovedet - når det er på sin plads - er skruet fast i soklen. Med andre ord skal der ydes en indsats for at få det fri og stjæle det.

- Så det er helt klart noget, der er gjort med vilje, vurderer han.

Kommunen giver frit lejde

Kommunen vil dog så gerne have det historiske hoved tilbage, at det giver ”frit lejde” til den eller de personer, der har snuppet det.

Man kan enten sætte hovedet tilbage i byparken - eller man kan kontakte kommunen, som det fremgår af det her opslag på Facebook.

Politiet er ikke indblandet i sagen. Endnu.

- I første omgang vil vi give mulighed for at levere det tilbage, siger Bjarne Kim Karlsen.

Busten af kong Christian 8. har stor historisk værdi. Hvor meget den er værd i kroner og øre, er dog sværere at sige.

- Jeg har ingen anelse om, hvad det ville koste, hvis vi skulle have lavet en ny, siger Bjarne Kim Karlsen, der heller ikke mener, at det ville være det samme som originalen.

- Vi håber, at nogen fortryder og leverer hovedet tilbage.

Busten af Kong Christian 8. er normalt en af flere buster i byparken. Foto: Thisted Kommune Foto: Thisted Kommune

Foto: Katja Schlaikier / TV2 Nord

Ventetiderne falder: - Ensbetydende med større livskvalitet

Nu er den gennemsnitlige ventetid på 39 dage i Nordjylland.

Hvis man døjer med helbredet, skal man nu ikke vente så længe med at komme til behandling som tidligere.

I andet kvartal af 2024 har ventetiden været på 39 dage i Region Nordjylland, hvis man har haft behov for en ikke-akut behandling. Det er nu på samme niveau som før corona, og til sammenligning var gennemsnittet på ikke-akutte behandlinger i 1. kvartal i 2023 på 46 dage.

- Det er meget glædeligt for de nordjyske patienter, at de venter kortere tid på for eksempel at blive behandlet for et nedslidt knæ eller grå stær. Kortere ventetid er ensbetydende med større livskvalitet, og patienterne har også mindre risiko for forværring af deres tilstand, hvis de kommer hurtigere i behandling, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V).

Den kortere ventetid er et resultat af regeringens akutpakke fra 2023, hvor der blev afsat flere penge, så der kunne igangsættes flere behandlinger.

Akutpakkens målsætning er, at ventetiderne på behandling skal være normaliseret inden udgangen af i år. Det er et niveau, som Region Nordjylland nu indfrier.

- Det viser, at der var behov for ekstra midler for at indhente den pukkel, der var opstået. I de forhandlinger var det ikke mindst vores kendskab og kontakter til patienterne ude i regionerne, som var afgørende for resultatet, siger regionsrådsformand Mads Duedahl.