Dyr terrorsikring holder ikke fremmede ude
De mange millioner kroner, som havnene har brugt på terrorsikring, giver ingen reel beskyttelse mod ulovlig indtrængen. I både store og små havne kan man nemlig vade lige forbi sikkerheds-systemerne og ind på de sikrede områder uden at blive standset.
Det oplyser P4 Nordjylland.
Flere havne bekræfter, at turister og lystfiskere jævnligt befinder sig på den gale side af afspærringerne i klar strid med reglerne.
Typisk forvilder de sig ind på den forkerte og forbudte side i dagtimerne, når portene ind til de sikrede områder står åbne af hensyn til de firmaer, som arbejder på havnene, oplyser sikrings-officerer i havnene i Aalborg, Skagen og Hirtshals
På den lille Kongsdal Havn ved Mariager Fjord kunne P4 Nordjyllands reporter helt uden problemer gå ombord på det norske skib "Ulriken".
Det burde ikke kunne lade sig gøre, fordi både skibet og havnen er omfattet af den Internationale Maritime Organisations terror-regler.
- Men når vi er i fredelige havne i Danmark og Norge, er vi nok lidt nedprioriterede med sikkerheden, erkender den norske kaptajn på "Ulriken" Dag Kristian Ditlevsen, som har svært ved at forestille sig et terrorangreb i en idyllisk dansk fjordhavn.