Dubkov hjælper Grey i afskedskamp
Foto: Preben Nielsen - eframe.dk
Mr. White Hawks nåede over 800 kampe med nr. 23 på ryggen. Nu spiller Mike Grey afskedskamp, og han får selskab af profilen Ilya Dubkov
Den tidligere White Hawks-profil snører skøjterne for at hjælpe sin gamle holdkammerat.
Mr. White Hawks er i fuld gang med at sætte sit hold til sin sidste ishockeykamp. Mike Grey, der nåede 864 ligekampe for Frederikshavn White Hawks spiller 9. februar afskedskamp, og han har netop føjet en stærk medspiller til sit holdkort.
Med på Greys hold er nemlig russiske Ilya Dubkov, som tidligere var en af de store profiler hos høgene.
Det skriver Kanal Frederikshavn.
Dubkov stod blandt andet for den afgørende scoring i overtiden i den afgørende finalekamp, da White Hawks blev danske mestre i 2000.
I dag spiller den 40-årige russer for norske Rosenborg.
Ilya Dubkov og Mike Grey skal dog ikke løbe på isen helt alene. Indtil videre er det blandt andet lykkedes at få følgende spillere til at trække i hjelm og skøjter:
Torben Benjaminsen, Lars Mølgaard, Bent "Turbo" Christensen, Andreas Borup, Johan Westermark, Klaus Nielsen, Radim Piroutek, Mads Johnsen, Anders Thomsen, Søren "Søkke" Jensen, Søren Pedersen, Martin Andersen, Hasse Olsen, Kasper Kristensen og Thomas Reinert.
- Jeg er glad for, at så mange af de gamle gutter har lyst til igen at finde skøjterne frem, og for tilskuerne bliver det især stort at se Ilya Dubkov i Frederikshavn. Han er en af de største profiler nogensinde i den danske liga, siger Mike Grey til Kanal Frederikshavn.
Mike Greys mandskab skal møde White Hawks' nuværende hold samt et hold anført af finske Tomi Jokinen, der ligesom Grey stoppede karrieren inden denne sæson.