Dræbersneglene kommer: Sådan bekæmper du dem, mens du selv holder ferie
Foto: Allan Lundgren / Ritzau Scanpix
Der er udsigt til en rigtig dræbersnegle-sommer (arkivfoto)
Vi har en plan. Du skal bruge nogle andre dyr, en saks og noget uld. Krigen mod dræbersneglene starter NU.
Har du også tænkt, at der er utroligt mange dræbersnegle i år? I så fald har du ret.
- Der er vanvittigt mange dræbersnegle. Det er, fordi det har været en fugtig og lun forsommer, siger Karin Winther, der er naturvejleder og står bag Naturekspeditionen.
Netop nu er de at se i hobetal, fordi vi har forholdsvis fugtigt vejr, forklarer naturvejlederen. I tørt vejr gemmer de sig og klumper sig sammen, fordi de skal holde på fugten.
Og hvorfor er det nu, vi er så trætte af dræbersneglene?
- De æder alt! Både hvis man har en nyttehave eller fine blomster, og det er da irriterende, siger Karin Winther.
Og så er det lille dyr altså også ret slimet og sætter spor rundt i haven, så det kan blive temmelig klistret, hvis man gerne vil gå med bare tæer på græsplænen.
Der er heldigvis gode råd at hente, hvis du gerne vil vinde krigen mod dræbersneglene.
1. Dyr kan gøre arbejdet for dig
Naturvejlederens bedste råd er simpelthen andre dyr, som kan hjælpe dig med at udrydde den mørkebrune plage.
- Så er der nogen andre, der passer haven, mens vi arbejder eller er på ferie, siger Karin Winther.
Det kan være dyr som pindsvin, frøer og fugle. Så det, du selv kan gøre, er at skabe et godt miljø for de andre dyr ved for eksempel at bygge fuglekasser.
Både vinbjergsnegle og leopardsnegle kan også hjælpe dig. De spiser nemlig dræbersneglens æg, og er ifølge Karin Winther, modsat dræbersneglen, en god ven af haven.
Vil du gerne anskaffe dig et par husdyr af de ovenstående, kan de findes, hvor der er kalkholdig jord.
2. Klip dem over
Hvis du derimod selv vil engagere dig i kampen, skal du være bevæbnet med en saks.
Sneglene skal nemlig klippes over.
Det lyder måske makabert, men det er faktisk den mest skånsomme måde, hvis du har tænkt dig at slå dem ihjel. Der er også folk, der bruger salt til at udtørre dem eller vand eller øl til at drukne dem, men det er ifølge naturvejlederen en pinsel.
- Det er også en dårlig idé med sneglegift, fordi pindsvinene spiser de giftige snegle, siger Karin Winther.
3. Uld på
Vil du gerne beskytte dine planter uden at tage livet af dræbersneglen, er det på med vintertøjet.
Altså ikke dig selv. Men du kan med fordel pakke jorden omkring dine planter ind i uld, så dræbersneglen holder sig væk.
Spis dem?
Vil du have flere råd til, hvad du kan gøre ved havens slimede fjende, kan du se råd og gode gør det selv råd hos Naturekspeditionen.
Her nævner de også, at der i DR-programmet Nak & Æd er opskrifter at hente, hvis du drømmer om en lille sommersnack med dræbersnegleæg. Det råd har Karin dog ikke afprøvet selv, så det må være på eget ansvar.
Nak & Æd er ikke de eneste, der har eksperimenteret med ingrediensen. Her ses resultatet fra, da kokken Rene Knudsen fra Århus skabte to retter med dræbersnegle: