Drab på shelterplads: Offer og sigtede tilbragte dage på stedet
Politikommissær Carsten Straszek oplyser om de impliceredes ophold på shelterpladsen.
Både offer og drabssigtede er lokale og havde begge en relation til shelterpladsen.
Efter en mand blev fundet livløs på en shelterplads ved Vadum lørdag eftermiddag, har Nordjyllands Politi foretaget vidneafhøringer og sporsikring på drabsstedet.
Og selvom det ikke er mange oplysninger, politiet ønsker at dele med offentligheden inden grundlovsforhøret, der finder sted søndag aften, kan de dog løfte sløret en anelse omkring de to impliceredes relation.
- Jeg tror, at det, jeg kan oplyse på nuværende tidspunkt, er, at de begge to har en eller anden relation til denne her shelterplads, siger politikommissær Carsten Straszek og fortsætter:
- Jeg tror, jeg vil beskrive det, som at de begge har benyttet denne her shelterplads i dagene op til drabet.
Nordjyllands Politi bekræfter endvidere, at efterforskningen peger på en perifer relation mellem de to mænd.
Offer og sigtede er begge lokale
Den 58-årige mand, der blev fundet livløs på shelterpladsen i Vadum, er ifølge Nordjyllands Politi en lokal fra området.
Det samme er den sigtede, en 44-årig mand, der også er fra Vadum-området.
Nordjyllands Politi kan på nuværende ikke oplyse mere omkring dødsårsagen. De kan dog udelukke en specifik faktor.
- Nej, der er intet, der tyder på, at det her er banderelateret eller i et kriminelt miljø i den forstand.
Nordjyllands Politi efterforsker fortsat sagen.
Se indslaget herunder.