Dorte og Jeanette er de eneste kvinder på brandstationen: - Der bliver ikke gjort forskel

Manglen på brandfolk truer udrykningstiden i Nordjylland. Nu indleder beredskabet jagten på flere kvindlige kollegaer.

I dagligdagen tænker Dorte Isaksen og Jeanette Hansen ikke over det.

Men hvis de kigger rundt på deres respektive brandstationer i Sæby og Hjørring, skal de spejde rigtig langt efter andre kvinder.

De er nemlig de eneste kvinder på deres arbejdsplads.

- Jeg går ikke og spekulerer over, at jeg er den eneste pige her. Jeg er deltidsbrandmand på station Sæby, ligesom alle mine andre kollegaer, siger Dorte Isaksen.

- Der bliver ikke gjort forskel på nogen som helst måde. Jeg bliver indsat på samme måde, som mine mandlige kollegaer, siger Jeanette Hansen.

Faktisk er blot 18 ud af 500 brandmænd i Nordjylland kvinder. Og det er et stort problem i en tid, hvor man skriger efter flere brandfolk, lyder det fra Nordjyllands Beredskab.

- Det gør, at vi i nogle tidsrum er usikre på, om der møder nok ind til at behandle brandkøretøjerne, Diana Sørensen, der er direktør i Nordjyllands Beredskab.

Nordjyllands Beredskab tager nu konsekvensen af den meget skæve kønsfordeling og ændrer den måde, som man rekrutterer på.

- Vi skal ud og kigge på andre personalegrupper end dem, vi hidtil har kigget på. Vi skal ikke kun rekruttere håndværkere og produktionsfolk, men åbne øjnene for, at man også kan blive brandmand, hvis man arbejder på et rådhus, en bank eller en børnehave, siger Dianna Sørensen.

Jeanette Hansen og Dorte Isaksen har begge beredskabsuddannelsen og håber da også på, at de snart får flere kvindelige kollegaer i brandbilerne.

- Jeg håber da, at der er nogle kvinder, som hopper ud i det. For vi kan akkurat det samme (som mændene, red.), og vi får den samme uddannelse, siger Jeanette Hansen.

På landsplan er blot fire procent af brandfolkene kvinder.







Seneste nyt

fra Nordjylland