Dømt for at chikanere borgmester
En mand er i dag blevet dømt for at chikanere og krænke politikere og medarbejdere i Jammerbugt Kommune
En mand er blevet dømt for at chikanere og krænke politikere og medarbejdere i Jammerbugt Kommune.
Manden, der tidligere er dømt for ar drive hjemmesiden 'Det sorte register' og 'Politiet dummer sig', hvor han hænger politikere, politimænd og andre embedsmænd ud, er blevet dømt for at chikanere og krænke Mogens Gade og flere medarbejdere ved Jammerbugt Kommune, det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Flere medarbejdere ansat i Børne- og Familieforvaltningen i Jammerbugt Kommune samt borgmester Mogens Gade har gennem lang tid været udsat for krænkelser, injurierende udtalelser og chikane på hjemmesiden 'Det sorte register', der typisk er brugt i forbindelse med sager vedrørende tvangsanbringelser af børn.
Sagen og ophavsmanden til hjemmesiden er blevet anmeldt af kommunen, og Retten i Kolding har nu afsagt den endelige dom.
Ophavsmanden til hjemmesiden skal betale 20 dagbøder á 100 kroner til statskassen eller en forvandlingsstaf i fængsel i 20 dage i stedet for at betale. Samtidig skal krænkelserne fjernes fra hjemmesiden, ligesom den dømte skal betale sagsøgerne 10.000 kroner til offentliggørelse af dommen i Fjerritslev Avis, HanboBladet, Aabybro posten, Lokalavisen Sydvest Vendsyssel og Nordjyske.
Hver af de chikanerede personer skal hver have 100.000 kroner for tortgodtgørelse, godt i alt 700.000 kroner og vedkommende skal endvidere betale sagens omkostninger på i alt 67.100 kroner.
- Vi er utroligt glade for, at Retten klart og utvetydigt har understreget, at man i et demokratisk samfund med ytringsfrihed sætter en grænse og ikke vil acceptere, at man som embedsmand, politiker mv. skal udsættes for bagvaskelse og æreskrænkende udtalelser med baggrund i, at man udfører sit arbejde. Det er en stor belastning for medarbejdere at være udsat for sådanne overgreb, udtaler forebyggelseschef Susanne Berke.
Borgester Mogens Gade er også godt tilfreds med sagens udfald.
Jeg er yderst tilfreds med dommen og glad på medarbejdernes vegne. Det er sådan en dom, der vil give genlyd og som forhåbentlig vil betyde en stor forskel i fremtiden for mange andre mennesker, som blot passer deres arbejde og som hver dag tænker på dem, det drejer sig om - nemlig børnene, forklarer borgmesteren.
Manden blev i 2012 dømt to års fængsel for groft bedrageri, og for at have udgivet sig for at være politibetjent over for to piger.