Dommerne har talt: Her er de fem nominerede til Årets Nordjyde
VIDEO: Se hvordn det gik til, da dommertrioen Mads Justesen, Sisse Fisker og Pia Schnoor mødtes på Vendsyssel Teater for at udvælge de fem nominerede.
Blandt et stort og værdigt felt har de tre Årets Nordjyde-dommere nu fundet fem nominerede. Mød dem her.
Det er bestemt ikke nogen nem tjans, men alligevel har tre gæve nordjyder taget den på sig igen i år.
Sisse Fisker, Pia Schnoor og Mads Justesen har som dommertrio i forbindelse med Årets Nordjyde påtaget sig det hverv det er, at skære et felt på over 100 indstillede nordjyder ned til kun fem nominerede, som vi præsenterer lige her på siden.
Det er fem nordjyder, der på meget forskellig vis gør noget for andre, men som har det til fælles, at det, de gør, sætter et aftryk i andres liv, der er så stort og varigt, at nogen har valgt at indstille dem til den fornemme titel som Årets Nordjyde.
Og nu er der ingen grund til at holde spændingen længere. De fem finalister er:
Finn Bo Møller
Finn Bo Møller er nomineret for, som mangeårig indehaver af Klaverstemmeren i Aalborg, at have hjulpet nye musiske talenter i Aalborg.
Margaretha Cedergreen
Margaretha Cedergreen arbejder med unge i Frederikshavn Kommune og fra de unge selv lyder det, at hun bruger hele sin arbejdstid plus sin fritid på at hjælpe.
Elsebeth Skadhauge
Elsebeth Skadhauge overrasker TV2 Nords kamerahold i Højer i Sønderjylland. Her er hun på lejrtur med sin klasse på den friskole hvor hun arbejder til dagligt. Hun er nomineret for det enorme frivillige arbejde hun gør i sin hjemby Blære ved Aars i Vesthimmerland.
Christian Helweg
Christian Helweg er manden bag det socialøkonomiske projekt Råt&Godt, der hjælper unge med udfordringer, og når man står bag sådan et projekt, sætter man virkelig aftryk i andres liv - og så er man en oplagt nomineret til Årets Nordjyde.
Johnni Olesen
Johnni Olesen er utrættelig. Det beviste han i denne sommer, da han svømmede Nordjylland rundt i den gode sags tjeneste. Den gode sag er julemærkehjemmet i Hobro, og næsten alt, hvad Johnni gør og laver, kommer børnene på julemærkehjemmet til gode. For det er han nomineret til Årets Nordjyde.
Det er fjerde gang, TV2 Nord uddeler prisen Årets Nordjyde - og mængden af nordjyder, der gør noget for andre og sætter aftryk i andres liv, imponerer os fortsat. Det store show spænder igen i år af på Vendsyssel Teater med masser af musikalsk underholdning og et show med fokus på noget af det vigtigste her i livet: At hjælpe andre.
Det hele finder sted den 1. oktober hvis du følger med på tv2nord.dk/åretsnordjyde kan du altid få de seneste oplysninger om de nominerede og showet.