Dommermangel i Vendsyssel
Der bliver færre og færre, der vil styre slagets gang på fodboldbanerne i Vendsyssel. Sidste år måtte man for første gang aflyse kampe på grund af mangel på dommere. Og nu overvejer selv de mest trofaste at kvitte dommertjansen
Færre vil styre slagets gang på grønsværen. I sidste sæson blev flere kampe aflyst på grund af manglen på dommere.
36-årige Michael Eriksson Kristensen trækker troligt den neongule dommertrøje over hovedet mange gange om ugen. Det har han gjort i næsten 15 år.
- Det er det fedeste af det fedeste, fortæller han.
Men det er de færreste, der som Michael Eriksson Kristensen synes, at hvervet som dommer er fedt. For første gang blev kampe i Vendsyssel ikke afviklet i sidste sæson på grund af dommermangel, og det bekymrer frederikshavneren, der også er dommerpåsætter.
- Vi aflyste tre kampe og blev nødt til at rykke 20 kampe, siger han.
Vendsyssel mangler omkring 25 dommere i alt. I denne uge har Michael Eriksson Kristensen været nødt til at dømme hele fire kampe, og hvis det fortsætter, kan det ende med, at han selv ser rødt.
- Hvis man skal begynde at sidde flere timer hver dag, for at få det til at gå op, så er det ikke det værd, slutter han.