Dødsulykke får ikke et retligt efterspil
En ulykke, hvor fire drenge kørte galt med et militært køretøj, og tre af dem omkom, er endt med en bøde.
Det er faren til den ene dræbte, der har fået bøden, og dermed ender ulykken fra Als i Himmerland uden et retsligt efterspil. Det oplyser P4 Nordjylland.
Ved ulykken lørdag den 24. maj kørte fire drenge rundt i et udrangeret militært køretøj af typen Unimog. På et tidspunkt mistede den unge fører herredømmet over køretøjet, som skred ud og væltede på hovedet ned i en dyb afvandingsgrøft. Tre af drengene døde, og en fjerde blev hårdt kvæstet.
Det militære køretøj var ejet af den ene drengs far - og hans søn var en af de omkomne.Og det kunne umiddelbart virke som at gnide salt i et åbent sår, at han for kort tid siden blev præsenteret for en bøde på 500 kroner. Men efterforskningen i sagen viste, at børnenes lån af køretøjet ikke var en enkeltstående begivenhed, der gik grueligt galt. Drengene havde også tidligere været ude at køre i Unimoggen og det på et stykke vej, hvor færdselsloven gælder.
Derfor så politiet ingen anden udvej end at afgøre sagen med en bøde for at have overladt køretøjet til unge under 18 år. Og bødestørrelsen på de 500 kroner er en bøde, som andre ville have fået i samme situation. Bøden er fastsat efter Rigsadvokatens takster.
Undersøgelserne af Unimoggen viste, at køretøjet var i forsvarlig stand.