Døden rykker på Facebook
Flere og flere udtrykker deres sorg på Facebook med mindesider om deres kære afdøde. Kim Kristoffersen er en af dem.
Hvad stiller vi op med sorgen, når vores kære dør, og hvordan giver vi udtryk for den? Ja, de fleste sørger og mindes den afdøde for sig selv og sammen med familie og de nærmeste venner.
Men flere og flere vælger også at lave mindesider om de afdøde på Facebook. Mange af siderne er offentlige grupper, hvor alle kan kigge med.
"Mindeside for Søren Kristoffersen" er en af dem. Det er Sørens storebror, Kim Kristoffersen, der står bag.
- Jeg lavede siden, så folk kan mindes Søren som den person, han var, og ikke som det, der drev i land efter de der seks uger, siger Kim Kristoffersen fra Birkelse ved Aabybro.
Søren druknede i april 2011, da den båd, han og en kammerat var sejlet ud på Vesterhavet i, sank. Også kammeraten druknede.
På mindesiden kan alle skrive opslag og dele billeder. Og det har mange af Sørens venner og familie benyttet sig af. Der er for eksempel en fødselsdagshilsen: Tillykke med fødselsdagen, selv gud har fældet en tåre over savnet af dig, skriver en.
Kim kigger næsten på siden hver dag.
- Jeg er slet ikke færdig med at bearbejde min sorg. Og siden hjælper mig utroligt meget, siger storebroderen, mens han bladrer rundt på siden på sin Ipad.
Han laver selv opdateringer på siden, men han lægger også jævnligt blomster på gravstedet på Jetsmark Kirkegård.
Kirkegården er traditionelt det offentlige, tilgængelige sted, hvor omverdenen kan følge med.
Men samtidig med at flere og flere vælger at bliver kremeret, og det derfor tynder ud i gravstederne, oprettes der flere og flere at mindesider for de afdøde.
Sorgen bliver i højere grad offentlig, siger Ph.d. studerende
- Der er ved at ske et paradigmeskifte. Sorgen bliver i højere grad offentlig, siger Ph.d. studerende ved Aalborg Universitet, Jakob Borrits Sabra.
Han har i en spørgeskemaundersøgelse spurgt, hvad folk synes om mindesider for afdøde, og 90 procent af de adspurgte mener faktisk, at mindesider er en dårlig ide.
Sorgen er for privat en størrelse til at dele på Facebook. Det er for påtrængende, mener flertallet.
- Det skal siges, at deltagerne i undersøgelsen var meget unge, men det kan sikkert være grænseoverskridende for mange at bliver konfronteret med sorgen så direkte. Desuden er døden stadig tabu for mange, siger Jakob Borrits Sabra.
Han nævner, at det i dag er muligt at sætte en såkaldt QR kode på gravstenen, som henviser til for eksempel en mindeside på Facebook.
Det har i hvert fald hjulpet mig og min mor til at komme videre, siger Kim Kristoffersen
Det har Kim Kristoffersen ikke gjort. Så teknisk anlagt er han slet ikke, lyder det umiddelbart.
Han er klar over, at mange nok tager afstand fra mindesider som den, han har lavet.
- Så har de måske ikke haft sorgen så tæt inde på livet efter at have mistet. Det har i hvert fald hjulpet mig og min mor til at komme videre, siger Kim Kristoffersen.
I aften i Nordjylland Live kan du høre forskeren uddybe emnet. Og vi har besøgt Kim Kristoffersen.
I aften klokken 19:30 i Nordjylland LIVE kand du se meget mere, og har du lyst til at deltage i debatten, så gå ind på vores Facebookside.