DMI: Risiko for kraftig regn
Foto: Pia Stuckert
Så glad kan man være, når man er landmand og netop har fået en tilpas mængde regn. Og netop regn kommer der masser af i de kommende døgn, lover DMI.
Så er det frem med paraplyerne, der er regn på vej.
Danmarks Meteorologiske Institut har har varslet om risiko for kraftig regn i en stor del af Danmark:
- Der er fra torsdag morgen til fredag morgen risiko for kraftig regn i det meste af Danmark, undtaget det nordligste Jylland, det nordøstlige Sjælland og Bornholm. Der kan også lokalt være indslag af torden, lyder det fra DMI.
Et lavtryk uddybes på grænsen mellem Nordtyskland og det nordlige Holland og bevæger sig torsdag langsomt mod nordnordøst til Jylland, derefter mod nordvest og ud over Nordsøen.
En tilhørende front ventes langsomt at passere Danmark fra sydvest med regn, der stedvis kan være kraftigt. Der ventes i perioden frem til fredag morgen komme mellem 15 mm og 40 mm i området.
Definitionen på kraftig regn er nedbørsmængder over 24 mm på 6 timer, eller mere end 30 mm i varslingsperioden (her 24 timer).
Regnen er tiltrængt, for tørkeindekset har de sidste dage sneget sig op på de maksimale 10, så mon ikke bønder og haveejerne er glade for at få noget regn fra oven?