DM-medaljer på stribe
Flere nordjyder gjorde en god figur
Det blev til flere medaljer, da Aalborg Atletik i weekenden deltog ved DM i indendørs atletik. Den helt store medaljesluger blev sprinteren Katrine Mikkelsen, der kunne træde op på sejrsskamlen både lørdag og søndag.
Lørdag formiddag deltog hele fire kvinder fra Aalborg AM i 200 meter-løbet ved DM. Og det var med et håb om medaljer, at klubbens veteran, Katrine Mikkelsen, stillede op. Selv om hun var tæt på at tage andenpladsen, slap luften til sidst op, og hun endte med at tage bronzemedaljen i tiden 26,18 sekunder.
- Det er okay i forhold til de forberedelser, jeg har haft, siger Katrine Mikkelsen.
Søndag stillede Katrine Mikkelsen op i 400 meter løb, som hun vandt sikkert foran nummer to i tiden 58,68 sekunder.
Det blev desuden til en bronzemedalje i 1500 meter løb til David Møller, en bronzemedalje i kvindernes 4x200 meters stafet og en bronzemedalje til Morten Bonde i højdespring, der satte en ny personlig rekord med et spring på 2,03 meter.