Direktør i Vendsyssel Håndbold stopper
En tilfreds Jan Hansen, Vendsyssel Håndbold, med den nye træner
Jan Hansen stopper som direktør for Vendsyssel Håndbold. Mogens Andersen overtager posten.
Jan Hansen stopper som direktør for det højest rangerende damehold i Nordjylland, Vendsyssel Håndbold.
Klubben skriver i en pressemeddelelse, at Jan Hansen har valgt at søge nye udfordringer og stopper som direktør. Han fortsætter dog i klubbens bestyrelse. Den daglige ledelse overtages af Mogens Andersen, der har været i klubben siden oktober 2013.
- Jeg har været ni år i håndboldens verden og ønsker at prøve noget andet i fremtiden, og jeg føler, det er det rigtige tidspunkt at stoppe. Samtidig glæder det mig, at Mogens vil føre stafetten videre. Det er jeg helt tryg ved, siger Jan Hansen.
Der venter en svær opgave for Mogens Andersen, der indtræder som direktør i en klub, som - på grund af dårligt regnskab i 2013/2014 - ikke må forlænge eller underskrive nye kontrakter med spillere.
- Der ligger en masse arbejde forude, som jeg glæder mig til at komme i gang med, så Vendsyssel Håndbold kan nå sine mål på den lange bane, siger Mogens Andersen.
Vendsyssel Håndbolds damer er lige nu placeret på en tredjeplads i 1. division.