Det hele gik i fisk i Hirtshals
Kunst i Hirtshals.
Nordsøen Oceanarium er i forvejen fyldt med fisk, men nu har 120 børn fra Horne sørget for, at endnu flere vandede væsner fylder op på gangene i den nordjyske turistattraktion.
Horne SFO har siden november beskæftiget sig med fisk. Tegnet dem, spist dem og blevet klogere på dem. Resultatet af børnenes fiske-tema kan nu ses på væggene i Nordsøens Oceanarium. Børnene har nemlig lavet farverige kunstværker med fisk i alle afskygninger.
For Horne SFO var det vigtigt at være nysgerrige og skabende sammen med børnene men også vigtigt at være med til at formidle læring om emnet videre til børnene.
- Børnene har brugt deres fantasi og udtrykt sig på fantastiske måder, uden at få dikteret hvordan fiskene skulle se ud og hvilke farver der skulle bruges, udtaler Katrine Kanstrup Jørgensen, der er leder i Hirtshals og Horne SFO.
Frem til påske vil børnenes spændende og flotte genstande være udstillet blandt akvarier med rigtige fisk - noget som giver meget mening til projektet.