Det er blevet dyrere at være fisker - men regningen kan ende hos forbrugerne
Foto: Grafik / TV2 Nord
Den CO2-afgift, som har ramt fiskeriet, kan betyde højere priser i fiskehandlernes kølediske.
Den ekstra CO2-afgift på 2,26 kroner per liter dieselolie, som fiskerne siden nytår har skullet betale, spiller ikke ind på priserne hos landets fiskehandlere - endnu.
- I sidste ende er det jo forbrugerne, der ender med at betale prisen. Der er ikke andre steder at sende regningen hen, siger fiskehandler Klaus Anker Jensen.
Ud over at have butikken 'Fisk er godt' i Hjørring er han også formand for foreningen Danmarks Fiskehandlere, og her følger man lidt nervøst med i, hvilke konsekvenser den nye CO2-afgift får for fiskeerhvervet.
- Vi ser tiden an og håber ikke, det bliver lige så dramatisk, som det lyder. Men de højere afgifter kan få mange fiskere til at stoppe, og hvis det sker, så bliver udbuddet mindre, og så vil det kunne mærkes på prisen, siger Klaus Anker Jensen.
Stille siden nytår
CO2-afgiften på brændstof har fået flere nordjyske fiskere til at tanke i Sverige, hvor brændstof ikke er pålagt nye afgifter. Konsekvensen af det mærker de blandt andre hos FF Skagen, der både forarbejder fisk og sælger dieselolie til fiskerne.
Virksomhedens tankbåd plejede at tanke fiskeskibe næsten hver dag, men har ligget helt stille siden nytår.
- Vi kommer til at opleve en markant reduktion i de solgte mængder, siger Lars Leer, der er økonomidirektør i FF Skagen.
Hvad tænker du om afgiften?
- Hvis det skal motivere til, at fiskeriet lægger om til andre typer brændstof, så giver det mening, men der er ikke noget alternativ.
Og når det kun er en dansk afgift, sejler fiskerne andre steder hen for at hente deres brændstof, så vi kommer til at øge CO2-udledningen, fordi de sejler mere for at komme til billigere brændstof, siger Lars Leer.
Ramt på flere fronter
Det er et flertal i Folketinget, der har indført CO2-afgiften på brændstof. Det er ikke kun fiskeriet, men også transportsektoren, der bliver ramt, og den kombination er særligt uheldig for fiskehandlernes kunder.
- Hvis fiskepriserne stiger med 10 procent, og transportpriserne også stiger med 10 procent på grund af højere brændstofafgifter, kommer forbrugerne til at betale mere for fisk, siger Klaus Anker Jensen, som dog maner til ro i hvert fald nogle måneder endnu.
- Indtil videre slår vi koldt vand i blodet. Forbrugerne skal ikke frygte store prisstigninger foreløbig.