- Der er ingen mening med galskaben
Foto: Ivan Hansen
Hans Skovgaard ved den del af hegnet, der skal sænkes fra 145 centimeter til 90 centimeter.
Hans Skovgaard fra Frederikshavn er frustreret - han skal fjerne sin terrasse og sine to hegn, fordi de ligger indenfor strandbeskyttelseslinjen.
Sagen starter i 2011, hvor Hans Skovgaard får besøg af Naturstyrelsen. De konstaterer, at Hans Skovgaards to hegn på 145 og 120 centimeter er for høje, fordi den såkaldte strandbeskyttelseslinje går gennem Hans Skovgaards have. Derfor beder de ham om at få de to hegn ned i en højde på 90 centimeter.
- Jeg fatter ikke en pind af noget som helst. Der er ingen mening med galskaben, siger Hans Skovgaard.
Og det skal blive værre. Hans Skovgaard har nemlig to terrasser på næsten samme størrelse - omkring otte kvadratmeter. Den ene er et tidligere ophalersted, og derfor lovlig, mens den anden er ulovlig, fordi det er en, Hans Skovgaard selv har anlagt.
- Jeg kan slet ikke forstå det. Hvem fanden skulle den her genere? Jeg fatter det ikke, siger han.
Hans Skovgaard har tidligere søgt dispensation til at holde hegnet i den nuværende højde og beholde terrassen, men fik afslag. Den afgørelse stadfæstede Natur- og Miljøklagenævnet.
- Her har vi i den sag med Hans Skovgaard besluttet, at fordi han bor så tæt på byen, og der er andre, der har hegn, jamen så lad gå - så må det bare ikke være så højt. Strengt taget må man slet ikke sætte hegn op, uden at have fået lov først, siger Nina Herskind fra Natur- og Miljøklagenævnet.
- Set i bakspejlet skulle jeg have undersøgt, om det var lovligt, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det her var at overtræde nogle love, siger Hans Skovgaard.
Og selv om loven er overtrådt, føler Hans Skovgaard sig stadig uretfærdigt behandlet.
- Det er slet ikke kroner og ører, det er principper. Jeg føler mig umyndiggjort og trådt på, så jeg overvejer virkelig at anlægge civilt søgsmål, siger Hans Skovgaard.