Der er gået sport i 'Månedens Medarbejder'
Det er blevet moderne blandt danske virksomheder at kaste glimmer over deres ansatte. Især inden for detailhandlen er der gået sport i individuelle anerkendelser.
Så flere og flere virksomheder sætter et diplom op på væggen med overskriften 'Månedens Medarbejder'
Det skriver Avisen.dk.
Nogle gange følger der en kuglepen med. Men andre gange er der ekstra kroner i lønposen.
- Man kigger mere på individuel præstation og synliggør dem, der gør det bedst, siger Henrik Holt Larsen, professor ved Institut for Organisation og Arbejdssociologi ved CBS.
Tendensen, der er hentet direkte i USA skyldes, at vi i de senere år har fået en mere individualiseret kultur, hvor det er blevet mere 'stuerent' at synliggøre individuelle forskelle, forklarer Henrik Holt Larsen.
- Det ligger meget i den amerikanske kultur, at man i langt højere grad synliggør, hvem der er den bedste, for eksempel med præmier og kåringer, siger Henrik Holt Larsen.
Han nævner som eksempel, at en amerikanske virksomhed stiller en Porsche til rådighed for den udvalgte, ligesom nogle firmaer reserverer de bedste parkeringspladser til vedkommende. På den måde bliver der tildelt status på direkte vis.
Herhjemme er det bedst kendte eksempel nok burgerkæden McDonald's, der altid har kåret de bedste medarbejdere herhjemme.
Mellem menukort og prislister hænger der er tre diplomer: En til månedens og årets medarbejder samt en til årets leder. Udover diplomet i restauranten får vinderen en gave, som kan veksle fra kuglepenne til en ekstra slat på lønsedlen.
Hos McDonald's går de ansatte op i kåringerne, forklarer HR-direktør Lise-Lotte Helms-Olesen.
- Vi ser, at andre medarbejdere ønsker at blive det. Derfor skaber det en motivation blandt de ansatte, som gerne vil gøre sig umage for at leve op til forventningerne, siger hun.
Kåringerne en effektiv måde at vise, hvad virksomheden gerne vil have.
- Det bliver synligt for alle, hvad der skal til for at blive en succes. Så vi tror, at ved at gøre det sådan, får vi mere af den adfærd, vi gerne vil se hos McDonald's, siger hun.
Ifølge Henrik Holt Larsen sidder der flest 'månedens medarbejdere' blandt folk, som har med salg at gøre.
- Det kendetegner meget detailbranchen. Dem, der tænder mest på det, er ofte folk, som er konkurrencemindede i forvejen, og det er sælgere jo. Derfor virker det især her," siger han.
Tendensen er dog begyndt at brede sig til flere forskellige faggrupper, forklarer Henrik Holt Larsen. For eksempel er man indenfor det offentlige begyndt at kåre de bedste ledere, ligesom fænomenet optræder i Henrik Holdt Larsens egen verden.
- Her på Copenhagen Business School har vi fået undervisnings- og forskningspriser, og det er ellers et miljø, hvor man før i tiden har været kollektivt tænkende og ikke har skullet stikke næsen for meget frem, siger han.