Den unikke mand bag Trip Trap er død
Foto: Anita Graversen/Ritzau Scanpix
Her ses Ib Møller fra stuen i hjemmet i Hadsund.
- Han er en super karismatisk person, selvom han også var genert og kejtet, lyder det ifølge vennen Tomas Pedersen.
Der findes nok snart ikke mange hjem, uden et Trip Trap-møbel i Nordjylland.
Men nu er manden bag firmaet afgået ved døden.
Den 86-årige passionerede serieiværksætter Ib Møller sov stille ind mandag den 14. oktober i Skagen.
- Åh, han var så dejlig, fortæller den mangeårige ven, Tomas Pedersen.
Da han voksede op i Skagen, var duften af træ langt fra ukendt for Ib Møller, hvis interesse for træ og det maritime tidligt begyndte- forståelsen voksede dog, da han senere blev udlært som trælastmand.
Han begyndte at producere skræddersyede bord- og vinduesplader i 1967, og cirka seks år senere i 1973 blev Trip Trap A/S stiftet. I begyndelsen var fokusset på byggematerialer, men med tiden udviklede forretningen sig.
Udover Trip Trap står Ib Møller også blandt andet bag Rikki Tikki Company.
- Med Ib Møller var det nærmest en epoke
Ifølge vennen Tomas Pedersen, som også var underleverandør for Ib Møller, var han en speciel person.
- Han kunne kun tegne tændstikmænd.
Så når de to mødtes, medbragte designeren, som kunne virke genert og kejtet, nogen gange en hel stak sider med inspiration og andet. Passionen var tydelig, men det var ikke altid nemt at udtrykke, hvad det var han søgte.
- Han kunne ikke altid udtrykke, hvad han ville have, men han kunne altid sige, hvad han ikke ville have.
Måske af denne grund, og grundet Ib Møllers kompromisløshed, var samarbejde ikke altid helt nemt.
- Der er heller ikke en person, jeg har fået så meget skæld ud af, men vi fandt altid tilbage til hinanden, griner Tomas Pedersen.
Selvom der ikke har været kontakt mellem de to venner de seneste par år, har den nordjyske iværksætter sat et aftryk på vennen.
- Med Ib Møller var det nærmest en epoke. Så karismatisk en mand, som jeg har haft så mange gode snakke med. Når jeg står i situationer i en forretning, tænker jeg ofte, hvad ville Møller have gjort her.