Demonstration for sikker skolevej
Fakkeloptog i morges i Hjørring for mere sikker skolevej til Lundergårdskolen. Noget må gøres før der sker en tragisk ulykke, advarer forældre og elever. Bilisterne kører alt for hurtigt, når børnene skal i skole. I årevis har man forsøgt at råbe kommune
Med fakler, bannere og slagord som "Ned med farten på Hirtshalsvej - vi tager ikke mod et nej" gik omkring et halvt hundrede elever, forældre og lærere til borgmesterkontoret fredag morgen.
Bilerne kører alt for hurtigt, når børnene skal krydse den trafikerede Hirtshalsvej for at komme i skole. Forældre og elever på Lundergårdskolen har i Hjørring har fået nok.
- Det her har været et problem i mange år. Nu skal der ske noget, siger elevrådsformanden, Sofie Berg Axelsen, til TV2/NORD.
Fartmålinger har vist at seks ud af til bilister på Hirtshalsvej kører stærkere end de tilladte 50 kilometer i timen. De seneste fire år har Lundergårdsskolen forsøgt at få kommunen til at gøre skolevejen mere sikker. Uden der er kommet noget ud af det.
- Når vi har henvendt os, er der bare ikke rigtig sket noget. Så nu prøver vi med det her fakkeloptog, siger Bente Schjønning, der formand for skolebestyrelsen på Lundergårdskolen.
En gangbro, en tunnel eller bare nogle fartsænkende foranstaltninger, lyder kravet.
- Bare farten kommer ned. Det er det vigtigste. Det kan da ikke være så svært, at lave en fartdæmpende løsning, siger Karsten Poulsen, der er skoleinspektør på Lundergårdskolen.
Da demonstrationen når frem, erkender borgmesteren, at der er et problem.
- Det er fuldstændig uansvarligt, at bilisterne kører så hurtigt på Hirtshalsvej. Jeg vil nu bede forvaltningen om at se på problemet, sagde den socialdemokratiske borgmester Finn Olesen til de demonstrerende skolebørn og forældrene.