Demente skal blive i eget hjem
20 ældre lettere demente i Frederikshavn skal deltage i europæisk forskningsprojekt som har til formål, at demente kan blive længere i eget hjem.
Ældre med lettere demens skal hjælpes, så de kan blive i længere tid i eget hjem uden at det går ud over deres sikkerhed og livskvalitet. Det er formålet med et større forskningsprojekt, som Aalborg Universitet står i spidsen for, og som Frederikshavn Kommune som den eneste danske kommune deltager i.
Også ældre fra kommuner i Grækenland, Irland og Finland skal deltage.
Projektet til 33 millioner kroner skal bl.a. tjekke, om der kan indføres nye alarmer, som kan hjælpe de ældre, når de glemmer at spise eller glemmer at slukke kogepladen. Eller kan minde dem om, at de skal ringe på et bestemt nummer, når de har brug for hjælp.
Projektleder Kjeld B. Olesen fra NordDanmarks EU-kontor siger, at sensorsystemer, intelligent videoovervågning og letbettjente kommunikationsanlæg er nogle af de muligheder, som skal testes de kommende år. Seks elektronikfirmaer deltager, herunder Eltronic fra Hedensted.
I Frederikshavn skal 20 ældre lettere demente deltage i projektet, oplyser udviklingskonsulent Anne Abildgaard til Ritzau. Hun understreger, at formålet på længere sigt er at spare kommunale ressourcer.
- Hvor meget der kan spares, har vi endnu ikke noget bud på, siger hun.
Der bliver flere og flere ældre i Europa, og andelen af ældre med hukommelsesproblemer og demens forventes at stige.
- Der vil komme en større efterspørgsel efter pleje til ældre borgere, og set med kommunal-økonomiske øjne vil det betyde en større udgift på området. Dertil kommer, at det forventes at blive sværere at skaffe kvalificeret plejepersonale i ældresektoren, siger Kjeld B. Olesen.
/ritzau/