Debat i programmet Fokus: - Fremtiden er fleksibelt nordjysk idrætsliv
Det går fremad for foreningslivet efter corona, lyder det fra paneldeltagerne i Fokus.
Foreningslivet i de nordjyske idrætsforeninger er i gang med atter at finde sine ben, efter halvandet år med corona og nedlukninger i forskellige grader og tempi. Og det er ikke kun opadgående kurver for foreningerne. Sådan lyder de optimistiske toner i TV2 Nords debatprogram Fokus.
Der blomstrer nemlig både nye tanker og nye måder at være aktiv på, ligesom der er fokus på at gøre forholdene så gode som muligt for de mange frivillige ledere, trænere og hjælpere, der er de grundpiller, foruden hvem det nordjyske idrætsliv hurtigt ville synke i grus.
- Som udgangspunkt har vi et rigtig rigtig sund foreningsliv. Vi har rigtig mange frivillige, som løfter et kæmpe stort stykke arbejde, og det har vi set gennem hele corona-tiden, men også både før og efter, og så har vi en masse medlemmer, som rigtig gerne vil foreningslivet, så udgangspunktet er, at vi har et godt fundament, og det skal vi huske på, når vi snakker om corona, at vi har altså nogle gode forudsætninger for at komme godt i gang igen, siger kommunikationskonsulent i DGI Nordjylland, Rune Andersen.
Har savnet fællesskabet
I Frederikshavn kommune er formanden for Kultur og fritidsudvalget Mette Hardam fra Venstre også fortrøstningsfuld i forhold til, at idræt og foreningsliv vender tilbage for fuld styrke.
- Ligesom alle andre, har man jo fået en mavepuster, men jeg har også en tro på, at vi er ved at være tilbage – måske er det ikke hvert eneste forening for sig, der er tilbage på niveau, men hvis vi kigger på det overordnet, så tror jeg vi langt hen ad vejen er på den rigtige vej. Og det tror jeg simpelthen er fordi, at fællesskabet er jo også savnet, så det skal nok komme, siger Mette Hardam.
Holder fast
For to af Aalborgs gymnastikforeninger har der været masser af udfordringer igennem det seneste halvandet år, men hos begge er der optimisme her ved begyndelsen af den nye sæson, hvor det skal vise sig, om den nordjyske indendørsidræt kommer tilbage på samme niveau som før pandemien ramte.- Vi har igennem hele det seneste halvandet år med corona holdt gang i gymnastikforeningen ved at beslutte i bestyrelsen, at det her stykke arbejde det knokler vi igennem på. Vi har taget alle vores instruktører med på råd og i ed og hele tiden haft dem med i, holder vi fast og kæmper vi videre, lyder det fra formanden for Vejgaard Gymnastikforening, Suzanne Pedersen.
- Og så længe vores instruktører har haft gejsten og bare kæmpet, så har vi også bare bakket op og taget de timer der skulle til og lavet de ændringer, der skulle til.
Mere fleksibilitet i gymnastikken
Og situationen giver også anledning til, at idrætsforeningernes tilbud måske skal justeres lidt, så det i fremtiden bliver mere fleksibelt.
- Vores almindelige gymnastik er jo, at man melder sig til i september og så er man bundet indtil marts april, hvor det så er opvisningssæson. Og der vil vi i hvert til at have gang i nogle andre tilbud, hvor det bliver måske mere et gymnastikevent sådan at man fx ved, at den dato, der kan jeg godt, og så kommer man den dag, og ellers er jeg ikke forpligtet til noget, siger formanden for Lindholm Gymnastikforening Amalie Alexandra Sommer Larsen.
Du kan se hele Fokus i TV2 Nord mandag klokken ca 1950 eller i videoklippet øverst i artiklen.