Debat: Genåbning tager tid og betyder endnu en sommer i Danmark
Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet, nordjyske Orla Hav, tror, at de fleste danskere kommer til at holde sommerferien i Danmark endnu et år. Det siger han i en tv-debat på TV2 Nord om genåbningen af Danmark i den kommende tid, hvor partiet Venstre sammen med resten af oppositionen presser på for at få landet lukket op hurtigst muligt.
Søndag meldte hele oppositionen i samlet flok ud, at de nu vil have alle elever tilbage i skole og de liberale erhverv åbnet. Det sker efter, at Danmark i en uge har været i gang med en gradvis åbning af landet. De små elever er kommet i skole, og det meste af detailhandlen har slået dørene op igen.
- Vi er nødt til at se på at få lukket mere op. Der er mistrivsel i forskellige befolkningsgrupper. Sundhed handler ikke kun om corona. Vi skal lære at leve med corona og tage forholdsregler. Men der skal lukkes hurtigere op. Danskerne skal have perspektiv igen, siger Maja Torp, som er kommet i Folketinget for Venstre, som barselsvikar for Marie Bjerre.
Hos socialdemokraterne er de mere forsigtige. Nye varianter og smitteudbrud forskellige steder i landet, giver bekymringer.
- Corona er lumsk og utilregnelig. Bedst, som man tror, at man har styr på den, blusser den op igen og i nye variationer. I takt med at flere bliver vaccineret, kan vi selvfølgelig lukke mere op, men lige nu og her tør jeg ikke love, at der kan lempes på restriktionerne, siger folketingsmedlem Orla Hav (S).
Hør Fokus som podcast:
- Jeg tror, at det bliver endnu en sommer herhjemme
Antallet af indlæggelser er faldet, siden Danmark åbnede gradvist mandag den 1. marts. Der er sandsynligvis, fordi en del ældre og særligt sårbare har fået deres vaccine.
- Lad os nu få åbnet op for Danmark. Vi skal også have et corona-pas, så man kan få adgang til ting, når man har fået vaccinen. Så ser jeg ikke noget i vejen for, at sommeren bliver, som den plejer med festivaler og udlandsrejser, siger Maja Torp (V).
Så optimistisk ser socialdemokraten Orla Hav ikke på det. Han opfordrer aktørerne i det danske sommerland til at tænke kreativt i år også.
- Jeg tror, at det bliver endnu en sommer herhjemme. Hvis alt går vel, er vi færdigvaccineret midt på sommeren. Så jeg tror, at de fleste kommer til at finde på noget sommerferie indenfor landets grænser denne sommer, siger Orla Hav.
Du kan se hele programmet mandag aften på TV2 Nord efter nyhederne klokken 19.30. Du kan også se hele programmet lige her.