De nordjyske politikere gør status
Foto: Daniel Mikkelsen (Arkiv)
Folketingsåret lakker mod enden, og derfor bliver den traditionsrige afslutningsdebat i dag afholdt på Christiansborg.
Nu er det snart sommerferie for politikerne, og et par stykker af de nordjyske folkevalgte har givet hver sit bud på, hvad der er den største politiske sejr for nordjyderne.
Socialdemokraten Bjarne Lausten, der selv er udlært maskinarbejder, har et klart svar, når det kommer til dette folketingsårs største politiske sejr for nordjyderne.
- Vi har jo undgået at nordjyderne skal blive længere tid på arbejdsmarked. For Nordjylland er jo en del af produktions Danmark – der har vi jo folk, der arbejder i fiskeindustrien, på slagterierne og på skibsværfterne og så videre, og de skal altså ikke piskes til at blive længere på arbejdsmarked, siger Bjarne Lausten.
Det var ellers lagt op til, at pensionsalderen skulle sættes op, men det blev ikke til noget, da Dansk Folkeparti gik sammen med oppositionen, for at holde Regeringen fra at pille ved pensionsalderen.
Den nordjyske DF’er Bent Bøgsted har to helt klare punkter, som han ser som den største politiske sejr. Den største for den nordjyske mf’er er arbejdspladserne, der går til den nordjyske udkant. En mærkesag, som Dansk Folkeparti slog fast på sommergruppemødet i Skagen 2015.
- Vi har fået flyttet statslige arbejdspladser ud til udkanterne, og derunder også til Nordjylland. Og vi må jo sige, at der er kommet gang i udflytningerne. Der er både kommet arbejdspladser til Aalborg, Hjørring og Frederikshavn, og det er jo kun begyndelsen, siger Bent Bøgsted.
En af partiets andre helt store mærkesager er også blevet opfyldt. Asylstramninger og grænsesikkerhed, har også været en del af et meget godt nordjysk DF-år.
- En anden ting, som også har betydning for Nordjylland, det er jo, at vi har fået bremset asyltilstrømningerne med grænsekontrollen, og det har jo også betydning for Nordjylland, fordi det giver jo lidt mere overskud i kommunerne, der ikke skal bruge så mange penge på asylansøgerne, siger Bent Bøgsted.
Stine Brix fra Enhedslisten havde også lidt at glæde sig over.
- Jeg synes, det vigtige, vi har opnået, er, at der nu har grundfæstet sig en bred erkendelse her i Folketinget af, at de nedskæringer man har lavet i vores skattesystem igennem efterhånden mange år, det har været direkte årsag til at man har et SKAT, siger Stine Brix.
Men at øremærke noget direkte til nordjyderne kan Enhedslistens sundhedsordfører ikke.
- Man må jo sige, vi er et parti, der ligger langt væk fra regeringen. Så det er begrænset, hvad vi opnår af resultater i den nuværende situation. Så derfor tror jeg, at det vigtigste er, at vi får skabt et andet politisk flertal, og det tror jeg også vil være til gavn for nordjyderne, siger hun.
Anderledes positivt har året været for Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen. Han nævner den ene ting efter den anden, der kommer nordjyderne til gavn.
- Det er heldigvis rigtig mange. Vi har afskaffet PSO afgiften, vi har udflyttet over 500 statslige arbejdspladser til Nordjylland, vi har øget realkreditbelåningen i sommerhuse, vi har liberaliseret planloven, og vi har lavet en boligskatteaftale, som betyder, at rigtig mange i landdistrikter og mindre byer kommer til at betale mindre i boligskat.
På trods af de mange små sejre, så er der alligevel flere ting Torsten Schack Pedersen gerne ville have haft gennemført.
- Vi må særligt ærgre os over, at vi desværre ikke har muligheden for at lave de trafikinvesteringer, som kunne være til stor gavn i Nordjylland. Der er rigtig mange vigtige trafikprojekter, som jeg rigtig gerne ville have været med til at sætte i gang allerede nu. Men nu har vi med vores 2025-plan sikret, at der bliver et råderum til at sikre infrastrukturinvesteringer, investeringer i asfalt og de skal selvfølgelig også komme nordjyderne til gavn.
Selv politikerne efter i dag går på sommerferie, så fortsætter det politiske arbejde alligevel hen over sommeren, indtil åbningen af Folketinget, der sker den første tirsdag i oktober – som altid. Hvilket i 2017 kommer til at være tirsdag den 3. oktober.
Torsdag vil TV2 Nord holde sin egen folketingsafslutning, når flere af de nordjyske politikere, mødes til debat klokken 19:30, for at se tilbage.