De nordjyske huse stiger i pris
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Huspriserne i Nordjylland er steget med 1,6 procent, hvilket er højere end landsgennemsnittet.
Huspriserne er steget i Nordjylland, hvis man sammenligner priserne fra første til andet kvartal i 2012. Dermed går udviklingen i Nordjylland samme vej som på landsplan. Der har nemlig været prisfremgang i fire ud af fem regioner. Det fremgår af nye tal fra Danmarks Statistik.
Nordjylland har dog haft en højere prisstigning end mange andre steder i landet - faktisk er regionen kun overgået af Region Midtjylland i forhold til, hvor meget priserne er steget.
Fra første til andet kvartal 2012 steg priserne på enfamiliehuse på landsplan med 0,6 procent. I Region Midtjylland steg priserne med 1,7 procent, og i Region Nordjylland steg priserne med 1,6 procent.
I Region Hovedstaden og Region Sjælland var der beskedne prisstigninger på 0,7 procent og 0,3 procent. Syddanmark havde et fald på 1,4 procent.
Priserne på sommerhuse er imidlertid faldet i Nordjylland. Der er sket et prisfald på 2,5 procent.