De bevarer fortiden
Åbent Hus på Bevaringscenter Nordjylland. Mød op med dine egne gamle klenodier, og få et godt råd om, hvordan du bedst opbevarer og vedligeholder.
Mød en konservator
Lørdag den 27. september er der en sjælden mulighed for at kigge indenfor på Bevaringscenter Nordjylland i Hammer Bakker ved Vodskov. Her kan du møde konservatorerne og se og høre om, hvordan de arbejder med at bevare og restaurere både møbler, malerier, arkæologiske genstande, tekstiler og meget andet. Selv en gammel hestevogn bliver køreklar igen.
Tag dine egne klenodier med
Tag dine egne klenodier med og få et godt råd om, hvordan du bedst selv kan opbevare og vedligeholde tingene. Der er Åbent Hus fra kl. 11-17, og der er gratis adgang.
Konservator i arbejde
Der vil blive rig mulighed for at se nærmere på konservatorernes arbejde, når Bevaringscenter Nordjylland holder Åbent Hus. Det foregår på Storemosevej 8 i Vodskov.
Alle er velkomne til at besøge værkstederne, hvor man kan se og høre om arbejdet med de forskellige slags genstande og få en snak med de ansatte.
Hvad laver de?
Til daglig arbejder konservatorerne stilfærdigt og usynligt "bag kulisserne". Resultaterne af deres indsats kan man se i museernes udstillinger, i kirker, på herregårde og rundt om på institutioner og i private hjem.
De ting, der har været i konservatorernes hænder, ser ikke nødvendigvis helt anderledes ud end før, men det er heller ikke meningen. Konservatorerne gør sig umage for ikke at digte til og ændre de originale dele. I stedet søger man at bevare og genskabe det oprindelige udseende, dog med de spor af tidens tand, som uundgåeligt er kommet til, og som er blevet en del af tingenes historie.
Bevaringscentrerets formål
Bevaringscenteret blev oprindelig etableret med det formål at hjælpe de nordjyske museer med bevaring og restaurering af deres samlinger.
Men Nordjylland er rig på kunst og kultur også udenfor museerne, og som tiden er gået, har centeret udvidet sin kundekreds til også at omfatte f.eks. kirker, arkiver, foreninger og private.
På den måde er der kontakt til mange forskellige hjørner af den nordjyske region, og centeret løser både små og store opgaver af meget forskellig karakter. Det kan f.eks. være et maleri, som er blevet snavset af at hænge mange år i stuen, en grav med smykker fra vikingetid eller inventar fra en kirke.
Rådgivning
En anden vigtig opgave er rådgivning af museerne i spørgsmål om bevaring. Det kan f.eks. dreje sig om regulering af klima og lys i udstillinger og magasiner eller om angreb af skadedyr. Bevaringscentret medvirker også ved opbygning af udstillinger, feltkonservering af arkæologiske fund og meget andet.
Hvis du vil vide mere
Læs mere om Bevaringscenter Nordjylland på hjemmesiden www.bcnord.dk.