Dauerkraft træner forud for international turnering
Sønderholm Skoles 7. klasse ligger i benhård træningslejr forud for deres deltagelse i de åbne asiatiske mesterskaber i robotkørsel. Holdet er eneste danske deltager i den såkaldte First LEGO League 2008
First LEGO League er en international konkurrence, hvor skoleelever konkurrerer i robotkørsel, problemløsning og samarbejde.
I år er temaet for konkurrencen "vedvarende energi"
En hjemmebygget robot skal på tid løse en række fast definerede opgaver på en international bane.
- Vores robot skal blandt andet køre ud fra basen, henover banen til et hus, hvor den skal aflevere en bil og hente en anden.
Før den kører tilbage til basen, skal den løfte en solfanger op på husets tag, forklarer Tobias Gundersen, der er en af holdets programmører.
Holdet kalder sig Dauerkraft, der netop er det tyske udtryk for vedvarende energi.
Holdet har kæmpet med at rejse penge til deltagelsen der foregår i april i Japan.Op mod en halv million koster det at sende holdet om på den anden side af kloden.
- Vi har hængt sedler op ved købmanden og hjulpet pensionister med at sende emails og så har vi vasket biler for at tjene penge til projektet, fortæller Marie Liberati.
Holdet har også en lang række sponsorer i ryggen. Vigtigst var tilsagnet fra vindmøllefabrikken Vestas, der med et sponsorat på hele 300.000 skaffede de sidste penge for at regnestykket kan gå op.
- Det bliver en oplevelse for livet. Vi glæder os helt vildt og selvfølgelig bliver det os der vinder, siger Marie Liberati og Tobias Gundersen i kor.