Danskerne lider under temperaturkoks på jobbet
Foto: Tv2nord.dk
Vi bliver stegt på jobbet om sommeren og hundefryser om vinteren. Tag det op med ledelsen, lyder rådet.
Storsveder du på arbejdet om sommeren og klaprer tænder af kulde på kontoret om vinteren? Så er du ikke alene, viser en ny undersøgelse.
Undersøgelsen, som Epinion har foretaget blandt knap 1700 af HK/Privats medlemmer, viser, at næsten hver tredje har det for varmt på jobbet om sommeren, mens godt hver fjerde fryser om vinteren.
Ifølge HK/Privat skal landets chefer tage undersøgelsen alvorligt. Ellers risikerer deres medarbejdere at blive syge, lyder det.
- Arbejdsgiverne har pligt til at sørge for, at temperaturen er i orden året rundt. Den skal ligge mellem 20-22 grader og må ikke overstige 25 grader, siger Svend-Erik Hermansen, arbejdsmiljøkonsulent i HK/Privat.
Alligevel viser undersøgelsen, at en lang række arbejdsgivere med temperaturproblemer intet gør for at sikre den rette temperatur på arbejdspladsen.
45 procent af de adspurgte HK-medlemmer, som oplever problemer med høje temperaturer om sommeren svarer, at ledelsen ikke har gjort noget ved varmen.
43 procent af de adspurgte, der arbejder på virksomheder med kuldeproblemer svarer, at cheferne ikke har gjort noget for at varme arbejdspladsen op.
- Det er rystende, at så mange arbejdsgivere lukker øjnene for problemerne med kulde og varme. Tag det op i virksomhedens arbejdsmiljøorganisation, der arbejder med at forebygge dårligt arbejdsmiljø, siger Svend-Erik Hermansen.
Hos Arbejdstilsynet fortæller Jens Dissing, tilsynschef i Tilsynscenter Syd, at der hver dag er henvendelser om arbejdspladser med meget høje temperaturer.
- Her på Tilsynscenter Syd får vi fire til fem henvendelser om dagen i sommerperioden. På landsplan vil jeg anslå, at det drejer sig om tyve henvendelser om dagen, siger han.
Men selvom Arbejdstilsynet anbefaler, at temperaturen skal ligge mellem 20 og 22 grader på arbejdspladsen, så giver de langt højere temperaturer, som mange ansatte oplever i øjeblikket, ikke anledning til påbud til arbejdsgiveren.
- Når DMI varsler hede- eller varmebølge, så er det en ekstraordinær situation. Så kan vi bare råde de ansatte til at lufte ud, drikke koldt vand og klæde sig efter forholdene, siger Jens Dissing.
Medarbejdere har ikke ret til at nedlægge arbejdet og gå hjem, hvis der er problemer med temperaturerne på arbejdspladsen.
- Hvis chefen stadig sidder på hænderne, selvom medarbejderne har gjort opmærksom på problemet, vil jeg råde alle til at kontakte deres fagforening, siger Svend-Erik Hermansen.