Anri Kubota er flyttet 8.650 kilometer: Danske højskoler hitter i Japan
Foto: Jeanett Cecilie Jørgensen / TV2 Nord
Hiyori Yoshikawa og Anri Kubota har gået på højskolen i henholdsvis 3 og 10 måneder.
Udenlandske elever på danske højskoler fylder mere og mere. Og på Vrå Højskole er 14 ud af 68 elever fra Japan.
Der kan synes langt fra Tokyo til Vrå, men 20-årige Hiyori Yoshikawa har alligevel fundet vej til Vrå Højskole. Og hun er da langt fra den eneste. Også Anri Kubota har valgt at forlade Japan for en stund.
- Jeg synes, at der er mere frihed på danske højskoler til at lære noget nyt og kunstnerisk end i Japan, siger Hiyori Yoshikawa, elev på Vrå Højskole.
For begge piger har det været ønsket om at dyrke sine interesser, der fik dem til at hoppe på flyet.
- Jeg vil gerne lære noget andet end akademiske ting. Jeg vil være mere kreativ, siger Hiyori Yoshikawa.
Hun har taget orlov fra universitetet i Tokyo for at blive dygtig til at fotografere og lave smykker.
Og det var præcis håndarbejde som at strikke og lave smykker, der fik Anri Kubota til Danmark.
8.650 kilometer væk hjemmefra
Turen til Danmark er første gang, 22-årige Anri Kubota er væk hjemmefra. Og så endda til Danmark 8.650 kilometer væk.
På trods af afstanden føler hun sig dog hjemme i den lille by.
- Jeg er selv fra landet, så det er komfortabelt for mig, at højskolen ikke ligger i en stor by, siger Anri Kubota.
Turen går til Danmark
Det er ikke kun på Vrå Højskole, at de mærker en interessen fra japanske studerende. Danske højskoler har vist sig at være populære blandt de unge japanere helt generelt.
Udover Danmark er Japan nemlig det land, der er bedst repræsenteret på de danske højskoler.
I foråret 2024 var der 167 japanske elever ud af de 872 udenlandske elever, der går på højskole i Danmark. Det svarer til 20 procent.
- Jeg tror, at det handler om vores samfundsmodel i Skandinavien, vores velfærdsmodel og vores måde at tænke på, som er meget fællesskabsorienteret. Og sådan er højskolerne jo også. Det handler om fællesskab og jeg tror, at det fascinerer japanerne at skabe noget i fællesskab, siger forstander på Vrå Højskole, Lars Vestergaard.
Vi er ikke så forskellige endda
På Vrå Højskole er cirka en femtedel af de studerende fra Japan, og de er dermed blevet en skole, der rummer mange forskellige nationaliteter.
- De finder hurtigt ud af, at der måske er mere, der samler dem end skiller dem ad. Og at de har de samme drømme, tanker og mareridt, uanset om man kommer fra Tokyo eller Aarhus, siger forstanderen.