Danske fjerdamer spiller sig i japansk finale
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Damedoublen med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen er sikkert videre til finalen ved Japan Open.
Damedoublen med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen spillede sig lørdag i finalen i Super Serie-turneringen Japan Open i Tokyo. De tredjeseedede danskere brugte 46 minutter på at besejre et japansk par i semifinalen med 21-16 og 21-14.
De to japanske kvinder Misaki Matsutomo og Ayaka Takahashi spillede lige op med danskerne, når det gjaldt om at smashe fjerbolden i gulvet. Men på nettet var danskerne bedst med hele ni vindere mod japanernes fire.
Danskerne møder de førsteseedede kinesere Ma Jin og Tang Jinhua i finalen søndag.
Christinna Pedersen var lørdag også med i semifinalen i mixeddouble, hvor hun tabte med makkeren Joachim Fischer til det førsteseedede kinesiske par Xu Chen og Ma Jin i to sæt.
Den danske mixeddouble tabte første sæt 21-17, men kom igen i andet sæt, hvor Pedersen og Fischer havde sætbold ved 20-19. Det endte dog med, at kineserne trak det længste strå og vandt sættet med 23-21 i den 52 minutter lange kamp.
Danskerne sad godt på nettet, hvor Pedersen og Fischer havde 12 vindere mod kinesernes syv.
Til gengæld var kineserne klart bedre til at smashe bolden i gulvet. Hele 18 gange måtte danskerne forgæves strække sig efter kinesernes smash, mens danskerne kun hamrede bolden ned 11 gange.
Den danske herredouble var også i aktion i Japan lørdag. VM-sølvvinderne fra i år og OL-sølvvinderne fra sidste år, Mathias Boe og Carsten Mogensen, tabte semifinalen mod de useedede kinesere Hong Wei og Chai Biao i tre sæt.
De danske herrer tabte 21-11 i første sæt, men kom igen og vandt andet sæt med 21-15, efter at have været bagud.
I tredje sæt glippede det for Boe og Mogensen i de afgørende sidste dueller ved stillingen 19-19, og de danske herrer tabte sættet med 21-19 efter knap en times spil.