Danmarks ældste lyriker er død
Foto: Anne Christensen, TV2 Nord
Digteren døde efter længere tids sygdom.
Knud Sørensen har udgivet 50 digtsamlinger gennem tiden. Senest i en alder af 93 år.
Nu er det sidste ord skrevet. Det sidste punktum er sat.
Knud Sørensen er gået bort efter længere tids svaghed og sygdom. Det oplyser hans søn til Nordjyske.
Digteren, der sidste år slog danmarksrekord, da han i en alder af 93 år udgav en ny digtsamling med titlen 'Gemmebogen'. Således blev Knud Sørensen landets ældste lyriker.
I sin første udgivelse i 1965 var digtene særligt politiske, men i løbet af de seneste år fandt han anledning til at skrive flere af sine digte i og om naturen tæt på hans hus i Nykøbing Mors.
- Det er som om, der står digte og venter på mig, når jeg går ture, sagde han, da TV2 Nord mødte ham i maj sidste år.
Om Knud Sørensen
Knud Sørensen er født 10. marts 1928 i Hjørring som søn af en jernbanedirektør.
Selv har Knud Sørensen fungeret som landinspektør på Mors fra 1958-84, hvilket gav ham et godt kendskab til Nordjylland.
Han har boet på Mors siden 1958 og til sin sidste dag.
Forfatterskabet omfatter både lyrik, prosa, biografier og hørespil. Temaet er den danske provins efter 2. verdenskrig. Han skildrer omlægninger i landbruget, nedlæggelsen af gårde og de vanskelige forhold for de tilbageværende. Oftest er beretningerne stilfærdige og begivenhederne taler for sig selv.
Nordjysk inspiration
Selvom bentøjet ikke var, hvad det havde været, kunne den folkekære digter ikke dy sig.
- Jeg kan ikke mærke, at jeg er meget anderledes, end jeg altid har været. Jeg har været meget heldig, sagde den dengang 93-årige Knud Sørensen.
Hans digte beskrev stemningerne fra egnene omkring Limfjorden, hvor store og små oplevelser blev skabt og foreviget på papir.
I 2014 modtog Knud Sørensen sågar Danmarks fornemmeste litteraturpris, Det Danske Akademis Store Pris.
Men nu bliver der ikke skrevet mere lyrik fra hans hånd. Med 50 digtsamlinger i sin portefølje er Knud Sørensen død i en alder af 94.
Se eller gense vores interview med den nordjyske digter fra maj 2021: