Dagplejemor får ny chance i arbejds-skadesag
Foto: TV2/Nord
En nordjysk dagplejemor kan måske få det godkendt som arbejdsskade, at hun faldt, da hun ville gruse, inden børnene kom.
En dagplejemor fra Brønderslev, der faldt på sin egen havegang, får nu en chance til for at få uheldet anerkendt som arbejdsskade.
Vestre Landsret har nemlig sendt hendes sag tilbage til fornyet behandling i Ankestyrelsen.
Dagplejemoderen er ansat af Brønderslev kommune. Børnene begynder at komme ved 6.30-tiden, og da det havde frosset om natten, var indkørsel og fortov isglat.
Klokken 5.45 gik hun derfor ud i garagen efter sand, som hun ville strø på havegangen, så børnene ikke skulle falde.
Men på vejen ud til garagen efter sand faldt hun selv, og slog sin skulder og hovedet.
Hun anmeldte uheldet som en arbejdsulykke, da hun og hendes fagforening, FOA, mente, at glatførebekæmpelsen var et naturligt led i hendes ansættelse som dagplejemor.
Brønderslev kommune, Arbejdsskadestyrelsen, Ankestyrelsen og Retten i Hjørring mente noget andet.
Alle steder var opfattelsen, at glatførebekæmpelsen var sket som et led i hendes almindelige forpligtelse som grundejer, og derfor ikke havde noget med hendes dagpleje-funktion at gøre.
Vestre Landsret er ikke enig med de øvrige instanser.
Landsretten lægger til grund, at hun grusede flisearealet i ejendommens have mellem hovedindgang og indkørsel, fordi der skulle komme børn i dagplejen.
Derfor mener landsretten, at glatførebekæmpelsen var sket i kommunens interesse. Hun er derfor omfattet af reglerne om arbejdsskadesikring.
Men da man ikke umiddelbart kan fastslå, om de skader, hun pådrog sig, er en arbejdsskade, hjemviser landsretten sagen til fornyet administrativ behandling i Ankestyrelsen.
Styrelsen skal betale sagens omkostninger på 108.000 kroner til FOA, der førte sagen for medlemmet.