Dagens overblik: Stadig høje smittetal i Nordjylland
Foto: Lizabeth Menzies/AFP/Ritzau Scanpix
Den frygtede coronavirus blev konstateret hos en dansker første gang 27. februar 2020.
De nyeste tal fra Statens Serum Institut viser, at flere nordjyske kommuner fortsat har høje smittetal. Også blandt minkfarmene Nordjylland er smitten stigende. Smitteudviklingen på landsplan vækker bekymring, lød meldingen på onsdagens coronapressemøde.
Onsdag er der registreret det næsthøjeste antal coronasmittede i Danmark, siden pandemien brød ud i marts. Udviklingen bekymrer sundhedsmyndighederne, sagde direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, på onsdagens pressemøde.
Og i Nordjylland har flere kommuner fortsat et højt incidenstal. Samtidig er flere minkfarme testet positive for COVID-19 siden i går.
Overblik over smittetal 21. oktober
Jammerbugt Kommune: 225,8
Brønderslev Kommune: 118,6
Hjørring Kommune: 65,2
Thisted Kommune: 62,2
Frederikshavn Kommune: 52,1
Aalborg Kommune: 43,9
Morsø Kommune: 29,7
Mariagerfjord Kommune: 24,0
Rebild Kommune: 19,9
Vesthimmerland: 16,4
Læsø: 0
Kilde: Statens Serum Institut
Syv kommuner ligger over bekymringsgrænse
På landsplan er Jammerbugt den kommune med det højeste smittetal, og der er de seneste syv dage registreret 98 nye tilfælde af nye smittede.
Kommunen har et incidenstal 225,8 og placerer sig dermed langt over sundhedsmyndighedernes bekymkringsgrænse på 20 smittede per 100.000. I alt overskrider syv nordjyske kommuner denne grænse, hvor også Brønderslev Kommune ligger højt med et smittetal på 118,25.
Stigning i smittet sundhedspersonale
Blandt personalet i Region Nordjylland er der også registreret flere smittede. Onsdag er der i regionen 27 tilfælde af COVID-19, hvilket er det højeste antal i oktober måned. Antallet af indlagte er faldet med én til 14, hvoraf ingen patienter er på intensiv.
Mandag oplyste Region Nordjylland, at alle borgere nu skal forudbestille tid, hvis man ønske at blive testet for corona.
121 nordjyske minkfarme smittet
Ligesom coronasmitten er stigende blandt mennesker, er der også registreret en stigning blandt de nordjyske minkfarme. 121 nordjyske minkfarme er smittet med coronavirus, hvilket er 18 flere end i går. Det viser dagens tal fra Fødevarestyrelsen.
Samtidig er der sket et fald i antallet af minkfarme, der er mistænkte for at være smittet med COVID-19, fra 32 til 21 i dag.
Det er Fødevarestyrelsens mål, at 100.000 mink skal aflives hver dag, oplyste Hanne Larsen fra Fødevarestyrelsen på onsdagens pressemøde om coronasituationen i Danmark.
Fordeling af smittede minkfarme i Nordjylland 21. oktober
- Hjørring Kommune: 40
- Frederikshavn Kommune: 31
- Jammerbugt Kommune: 23
- Brønderslev Kommune: 10
- Aalborg Kommune: 8
- Læsø Kommune: 3
- Thisted Kommune: 4
- Vesthimmerland Kommune: 2
- I alt: 121
Kilde: Fødevarestyrelsen.
Dagens pressemøde: Bekymrende udvikling
På sundhedsmyndighedernes pressemøde onsdag eftermiddag blev smitteudviklingen betegnet som alvorlig.
- Situationen er bekymrende og alvorlig. Vi følger godt med, sagde direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm.
Samtidig præsenterede myndighederne en ny teststrategi, så folk med milde symptomer nu kan bestille test uden henvisning. Det skal hjælpe til, at praktiserende læger og sygehusenes ressourcer kan bruges bedre, lød meldingen.
Samme smitteniveau som i september
På landsplan er smitteniveauet nu tilbage på samme niveau som i september, og det er bekymrende, sagde Kaare Mølbak, direktør ved Statens Serum Institut.
I uge 42, hvor mange holdt efterårsferie, blev i alt 3189 bekræftet smittet med coronavirus. Det er en stigning på 19 procent i forhold til uge 41. Det skal dog ses i relation til, at der i efterårsferien er blevet testet færre end normalt.
Udenrigsministeriet: I morgen kan vi risikere igen at fraråde alle rejser
Mulighederne for at rejse ud af Danmark lige nu meget begrænsede. Få lande er nu gule, mens resten af verden er orange.
- Vi er meget tæt på igen at fraråde alle ikke-nødvendige rejser, sagde Erik Brøgger, direktør i Udenrigsministeriet.
Han oplyste desuden, at restriktionerne fortsætter, og at man forventer, at det bliver mere indgribende de næste måneder.