Dagens coronatal: Fortsat høj smitte i Aalborg
TV2 Nord har talt med overlæge, politi, kommune og unge om situationen.
Aalborg Kommune har en kedelig topplacering over flest coronatilfælde per 100.000 indbygger.
Aalborg Kommune er fortsat mørkerød på danmarkskortet, som Statens Serum Institut dagligt opdaterer.
De seneste syv dage, har der været 552 coronatilfælde. Den ekspontentielle stigning særlig blandt unge, fik fredag de lokale myndigheder til at indkalde til pressemøde, fordi man frygter en kommunal nedlukning, hvis smitten fortsætter med samme fart.
- Vi står i en meget alvorlig situation, understregede Jan Nielsen, der er ansvarlig for sundhedsinsatsen i Aalborg Kommune.
Det er især blandt unge, hvor coronavirussen florerer: 80 procent af de nysmittede er i aldersgruppen 16-30-år.
Politiet var derfor ekstra opmærkomme i Jomfru Ane Gade fredag aften, hvor de måtte skride ind og sigte en værtshusejer. 10-15 personer dansede og bar ikke mundbind, og restauratøren kan forvente en stor bøde.
Næstefter Aalborg har kommunerne Mariagerfjord og Rebild haft henholdsvis 63 og 45 smittede den seneste uge. I Region Nordjylland er 16 personer indlagte med coronavirus, hvoraf fire er på intensiv.
På landsplan er 1038 personer bekræftet smittet med coronavirus det seneste døgn, viser tal fra Statens Serum Institut. Antallet af indlagte stiger med 1 til 144. Der er fire nye dødsfald.