Dæktyve på spil
Dæk og alufælge til en værdi af 200.000 kroner er blevet stjålet hos Point S i Hadsund, det oplyser kriminalpolitiet hos Nordjyllands Politi i Hobro.
Ved tyveriet har gerningsmændene brugt en lastbil hvorpå der var et logo fra "Holbæk Godstransport".
Lastbilen blev stjålet på Plastvænget i Hadsund i tidsrummet søndag klokken 23.00 og i går morges klokken 07.00. I samme tidsrum er dæktyveriet også fundet sted.
Lastbilen blev i går klokken 18 fundet ved Q8 servicestationen ved St. Binderup.
Vicepolitikommissær Merete Norring fortæller, at dæktyveriet hos Point S i Hadsund måske kan have forbindelse til et andet tyveri fra et dæklager på Møllevej i Skørping, da det er sket i samme tidsrum.
Skulle nogen have set den stjålne lastbil, vil Nordjyllands Politi i Hobro meget gerne høre fra eventuelle vidner.
De kan kontaktes på 96 57 14 48.