Curths favoritter som ny AaB-træner
Ifølge den tidligere AaB-profil er der særligt et dansk trænernavn, der ligger lunt i svinget.
Kent Nielsens varslede afsked med AaB har sat gang i spekulationerne om, hvem der fra næste sæson skal stå i spidsen for de forsvarende danske mestre.
Ifølge TV2/Nords faste fodboldekspert Jeppe Curth, der selv har spillet under Kent Nielsen i AaB, er der især et dansk trænernavn, der kan blive aktuelt i Aalborg, og det er den nuværende SønderjyskE-træner Lars Søndergaard, som bor i Aalborg.
- En favorit vil være Lars Søndergaard fra SønderjyskE, som har været i AaB tidligere, som har leveret gode præstationer i SønderjyskE og som bor i Aalborg, men jeg tror også, at AaB kigger på udenlandske toptrænere, siger Jeppe Curth.
Den nuværende Viborg-spiller mener desuden ikke, at det er en væsentlig svækkelse for AaB, at mestertræneren forlader klubben med udgangen af denne sæson.
- Egentlig sætter det AaB i en god situation. Man har lige vundet mesterskabet og pokalen, hvilket vil sige, man kan tiltrække nogle store trænerkapaciteter, man har fået styr på økonomien, man har fået styr på ungdomsarbejdet, og man har bevist, at man både kan dygtiggøre spillere og sælge spillere. Det sætter dem i en gunstig situation, hvor man kan gå ind og sige, hvilken træner passer til det system, vi spiller og den disciplin og kultur, man har i AaB, siger Jeppe Curth.