Corona-iværksætter med ny idé: - Det må kunne gøres smartere!
Ny app skal hjælpe med smitteopsporing.
Ny hjemmeside og app skal hjælpe restaurationer med smitteopsporing.
Coronasmitten er svær at inddæmme, specielt i områder med mange mennesker og et aktivt natteliv. Helt aktuelt har det ført til flere restriktioner på caféer, barer og restauranter i Hovedstadsområdet. Og i sidste uge opfordrede sundhedsminister Magnus Heuniche på et pressemøde restauratørerne til at registrere deres gæster, så smitteopsporingen bliver hurtigere.
Det pressemøde så Morten Rüsz - og så opstod en idé i hovedet på ham.
- Jeg har lige været på sommerferie i Hamburg, og her skulle vi registreres med navn og telefonnummer hver gang, vi gik ind på en restaurant. Det var bøvlet for både os og restauratøren, og da jeg så pressemødet, tænkte jeg, at det må simpelthen kunne gøres smartere!
Morten Rüsz har tidligere udviklet en grøn afstandsvest til personer i risikogruppen, og nu var en ny idé opstået. Derfor tog han kontakt til sine samarbejdspartnere, og om få dage er de klar med hjemmesiden TjekIndNu, der inden for et par uger også gerne skal ligge som app.
Hurtig og nem registrering
Idéen er, at man på restauranten spørger efter kundens telefonnummer eller mail, taster det ind på hjemmesiden - og så skal man ikke gøre mere.
- Vi opbevarer data, og bruger dem kun, hvis der kommer information om, at en gæst har været smittet. Så sender vi en sms eller mail til vedkommende. Restauranten skal ikke gøre det selv, og vi sletter data efter 30 dage. Det er selvfølgelig en frivillig registrering, men håbet er, at de fleste vil sige ja, fordi det er så anonymt som det nu kan være. VI får ikke engang gæsternes navn, forklarer han.
I udviklingen af hjemmesiden og app´en har de lænet sig op af de anbefalinger Datatilsynet har givet til restauranter. I første runde går hjemmesiden i luften inden for et par dage. Det koster 149 kroner om måneden for en restaurant, mens den kommende app skal være gratis for gæsterne at bruge.
- Fokus er på at hjælpe med at stoppe smittespredningen, og ikke andet. Vi skal ikke bruge de indsamlede data til andet, og det skal være nemt for restaurationerne og gæsterne, afslutter Morten Rüsz.