Coolshop får ny medejer
Foto: Coolshop
- At få Heartland som medejer, svarer lidt til at få Ronaldo med på holdet, siger medejer af Coolshop, Jacob Risgaard.
Investeringsselskab, der er ejet af Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen, overtager 25 procent af Coolshop, og medejer Jacob Risgaard ser frem til at videreudvikle virksomheden.
Onlinebutikken Coolshop ønsker at vokse og styrke sin position på det europæiske marked.
Ledelsen bag Coolshop oplyser i en pressemeddelelse, at Brightfolk A/S, der er et investeringsselskab ejet af Heartland, overtager 25 procent af Coolshop.
Heartland er ejet af Bestseller-koncernens ejer Anders Holch Povlsen.
- Coolshop har ikke som sådan været til salg, men vi kan se, at der er et stort uudnyttet potentiale på markederne rundt om i Europa. Vi har i forvejen et ekstremt stærkt team, men at få Heartland som medejer, svarer lidt til at få Ronaldo med på holdet. Vi deler mange af de samme værdier og ser meget frem til i fællesskab at videreudvikle forretningen, så vi hen over de kommende år bliver en større europæisk aktør, siger medejer af Coolshop Jacob Risgaard.
Coolshop blev etableret i 2002 og opererer i Norden og på Island samt i England, Tyskland og Holland. Herhjemme dækker virksomhedens aktiviteter både internethandel og fragt samt salg af legetøj i fysiske butikker, og væksten har især de seneste år taget fart.
Jacob Risgaard, der er født i Frederikshavn, er Coolshops ansigt udadtil. Han er kendt som en ivrig iværksætter og har på det seneste kunnet ses på landsdækkende tv som en af 'løverne' i det populære DR-program 'Løvens Hule'.
Jacob Risgaard, der selv kalder sig en ”rod fra Frederikshavn” meddelte i april 2020, at han trådte tilbage fra de daglige aktiviteter i Coolshop for at fokusere på udvikling og strategi samt investeringer.
CEO i Coolshop, Mark Nielsen, der sammen med sin bror oprindeligt grundlagde virksomheden, ser store perspektiver i partnerskabet med Heartland:
- Jeg er enormt stolt og ydmyg over at få Heartland og deres fantastiske hold med om bag linjerne. Det føles helt rigtigt, og jeg har aldrig stået med en større lyst til at pushe Coolshop yderligere frem - selv efter 19 år i virksomheden, siger han.