Coast2Coast: 4300 personer løber og cykler i nat
Foto: Coast2Coast
Målstregen ved Palmestranden i Frederikshavn.
I nat tager mange turen tværs over Vendsyssel. 4.300 er tilmeldt dette års Coast2Coast.
Når klokken rammer 22.22 fredag aften, står 4.300 personer klar til at løbe og cykle hele natten fra kyst til kyst som en del af løbet Coast2Coast.
Starten går ved Skallerup Klit og herfra krydser deltagerne Vendsyssel, inden de kommer i mål ved Palmestranden i Frederikshavn tidligt lørdag morgen.
- Vi løber på årets korteste nat, for så kan vi se solen gå ned og stå op igen, fortæller Rico Eiersted, der er en af arrangørerne bag Coast2Coast.
I år er hele 4.300 deltagere tilmeldt Coast2Coast, der byder på forskellige ruter mellem 50 og 150 kilometer.
Vi løber på årets korteste nat, for så kan vi se solen gå ned og stå op igen
Arrangør, Coast2Coast
- I år er ”Hyggeruten” meget populær. Det er 70 km på cykel. Når man har seks timer til det, så er 70 km ikke ret meget. Ruten blev udsolgt på 20 minutter denne gang. Hyggeruten er for hr og fru Danmark, fortæller Rico Eiersted.
Coast2Coast er kendt for at være et socialt løb.
- Vi tager ikke tid, vi har ingen vindere, så det er for alle. Vi har sådan set 4300 vindere, siger arrangøren.
Alle ruter slutter ved Palmestranden i Frederikshavn. Her samles deltagerne for at se solopgangen klokken 04.16 på årets korteste nat.
- Jeg ved, at de får en god nat. De får et fantastisk løb, slutter Rico Eiersted.
Her kan du se de forskellige ruter, som 4.300 deltagere i nat skal ud på.